Annonce

Karl Høeg, Martin Matzen, Morten Lindkvist-Viggers og Peter Bech sammen

Inspireret efter tur til Nashville: Sådan vil Martin gøre sit fag mere videnskabeligt


Paramediciner Martin Matzen og tre af hans venner og fagfæller vil med podcasten, FOAMmedic, gøre videnskab tilgængeligt for præhospitalt personale.

Annonce

Fra venstre er det Karl Høeg, Martin Matzen, Morten Lindkvist-Viggers og Peter Bech, der sammen har startet FOAMmedic. Privat foto

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

Adrenalin, blodsukker eller anale blødninger.

Alt sammen er det temaer, der bliver vendt i podcasten FOAMmedic. Det fortæller paramediciner og en af ophavsmændene til FOAMmedic-universet, Martin Matzen, der til daglig arbejder som paramediciner i Region Hovedstadens Akutberedskab.

”Det er utrolig nørdet, men også helt vildt fedt,” siger han.

- Hvordan opstod FOAMmedic?

”Vi er fire i gruppen, og det kom sig af, at to af os for seks år siden var til konference i Nashville i USA. Der har man en kultur for at have communities, der blander videnskab og sociale arrangementer, og det ville vi gerne kopiere.”

”Først lavede vi en blog, men vi fandt hurtigt ud af, hvor smart det var med podcast. Når man sidder i ambulancen på arbejdet eller i sin bil på vej til arbejde, er den nem at slå til.”

- Hvad består jeres univers ellers af?

”Vi holder kurser fra tid til anden, hvor vi har et fagligt program over en hel arbejdsdag efterfulgt af et socialt aspekt.”

”Vi ser på, hvad der rører sig i faggruppen. For eksempel er mange utroligt glade for at læse hjertekardiogrammer, så det har vi lavet kurser om. Vi har været over 500 deltagere, så det har været rigtig flot. Derudover har vi stadig en blog, som vi opdaterer cirka en gang om måneden. Det hele er på frivillig basis, så det skal lige passe med job og familie.”

- Hvad vil I med det?

”At dykke ned i nogle specielle emner gjorde, at vi blev klogere og dygtigere, og den udvikling ville vi gerne inspirere andre til. Vi får selv inspiration fra vores kolleger, og så lytter vi også meget til flere engelsksprogede podcasts.”

”Vi har jo en bagtanke om at hjælpe faget med at udvikle sig i en retning, der er mere videnskabelig og sundhedsfaglig, hvor vi får større ansvar og flere behandlingsmuligheder.”

”Vi tror på, at hvis man bliver ved med at være nysgerrig og søge ny viden og udvikle sig i sit fag, så er sandsynligheden for, at man brænder ud også mindre.”

FOAM

”FOAM står for Free Open Access Meducation – altså medical education – og det er det, vi gerne vil. Dele videnskaben og så inspirere,” fortæller paramediciner Martin Matzen.

Podcasten ’FOAMmedic’ kan findes på alle gængse podcastplatforme.
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev