Annonce

Fyns brandvæsen

Efter syv år som tillidsrepræsentant blev Ronni bortvist med øjeblikkelig virkning


For to uger siden blev Ronni Bidstrup bortvist med øjeblikkelig virkning fra sit arbejde som brandmand og tillidsmand på brandstationen Åsumvej i Odense. En beslutning, som er helt uacceptabel, lyder det fra Betina Schwertfeger, der er sektorformand i FOA Odense.

Annonce

FOA har nu indledt en faglig sag om uretmæssig fyring for at hjælpe Ronni Bidstrup. Colourbox

Af Laura Marie Rasmussen
Journalist

Annonce

Det er ikke hverdagskost at blive bortvist fra sin arbejdsplads med øjeblikkelig virkning.

Det betyder, at man bliver smidt hjem fra arbejdspladsen uden de rettigheder, som man ellers havde fået ved en fyring. I Ronni Bidstrups tilfælde var det retten til 10 måneders løn i opsigelsesperioden.

Ronni Bidstrup, der er fælles tillidsrepræsentant og brandmand på brandstationen Åsumvej i Odense, blev bortvist fra sin arbejdsplads tirsdag i forrige uge. Ledelsen mente, at han var udeblevet fra sin vagt.

Ifølge ledelsen var det en ulovlig udeblivelse, da Ronni Bidstrup havde meldt sig syg til søndagsvagten, men blev set ved en restaurant af en mellemleder samme søndag.

”Jeg meldte mig syg med omgangssyge og var derfor svag og svækket. At det bliver bedre i løbet af et døgn forbinder jeg ikke med at være rask og klar til at tage på arbejde som røgdykker, hvor man skal frisk og klar i hovedet,” siger Ronni Bidstrup.

En uacceptabel sag

Sektorformand fra FOA Odense Betina Schwertfeger kalder både sagen helt uacceptabel og uhørt.

”Bortvisningen er foregået på en helt uhørt måde, og sanktionen er meget voldsom. Derfor har vi også indledt en faglig sag om uretmæssig fyring,” siger Betina Schwertfeger og fortsætter:

”Det var bare en kort og kontant bortvisning uden nogen vilje til dialog. For mig at se så havde arbejdsgiver alle muligheder for at indkalde Ronni til en tjenestelig samtale, bede om en lægeerklæring eller give ham en skriftlig advarsel, hvis det var det, de vurderede.”

Ronni Bidstrup har været brandmand i 17 år og tillidsrepræsentant i de seneste knap 7 år. Han har igennem flere år kæmpet for medarbejdernes arbejdsvilkår og arbejdsmiljø, og det har betydet flere uenigheder med ledelsen om ansættelsesformer og arbejdstilrettelæggelse.

Derfor er Ronni Bidstrup og Betina Schwertfeger heller ikke i tvivl om, at fyringen er begrundet i hans tillidshverv.

”Man har ledt efter en mulighed for at komme af med mig. Jeg er gået forrest for mine kollegaer og taget mange kampe og konflikter, og nu vil ledelsen sætte et eksempel. Og måske det har virket, for folk er bange nu,” siger Ronni Bidstrup.

Ronni Bidstrup har ikke tidligere haft sager med ledelsen, heller ingen advarsler eller klager.

”Jeg er ked af sagen og forløbet, og særligt overfor min familie. Jeg har tre små børn og en syg hustru. Det har været hårdt at stå uden indkomst fra den ene dag til den anden. Derfor søger jeg alle typer jobs lige nu, men håber, at jeg på sigt kan vende tilbage til være brandmand i eksempelvis Aarhus eller København,” siger Ronni Bidstrup.

Direktøren afviser

Fagbladet FOA har forsøgt at få en kommentar fra Beredskabsdirektør Søren Ipsen, der er øverste leder i Beredskab Fyn, men han er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Han siger til Fyns Stiftstidende, at han ikke kan udtale sig om sagen, da det er en personalesag, men afviser, at Ronni Bidstrup er blevet bortvist på grund af sit tillidshverv.

”Jeg kan ikke uddybe det yderligere. Han er bortvist på baggrund af personalesagen og kun det. Det er ikke en ønsket situation, og jeg er meget ærgerlig over, at vi har måtte bortvise vedkommende. Det er ikke hverdagskost, og det bør det heller ikke være. Men som ledelse kan man være nødt til at træffe nødvendige beslutninger, selv om de er ubehagelige,” siger Søren Ipsen til Fyns Stiftstidende.

I Fyns Stiftstidende kan Søren Ipsen ikke genkende billedet af, at arbejdspladsen er præget af uro og faglige kampe.

”Set fra min stol har vi et godt og tillidsfuldt samarbejde. Vi har en del tillidsrepræsentanter og arbejdsmiljørepræsentanter fra forskellige arbejdsgrupper, og det samarbejde er godt – særligt i vores MED-udvalg. Vi har en åben og ærlig dialog. Selvfølgelig kan man være uenige en gang imellem, men vi tager gerne dialogen og prøver at nå hinanden,” siger beredskabsdirektøren.

Sagen skal nu endnu en gang forsøges at løse med en lokal forhandling, hvis det ikke lykkes, så er næste skridt en faglig forhandling mellem FOA og KL. Og ender det uden resultat, så kan sagen ende i arbejdsretten.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev