Annonce

Tre mænd med Kronprins Frederik i midten foto: Tor Birk Trads

Kronprins Frederik til Skills-deltagere: ”Det gør mig stolt og glad at se jer”


Stemningen var intens i hallen ved den store scene i Messe C i Fredericia torsdag morgen, da Kronprins Frederik åbnede DM i Skills på den store scene foran tilskuere og deltagere.

Annonce

Kronprins Frederik gav ved åbningen af årets DM i Skills udtryk for sin stolthed ved at se de mange unge, der på bedste vis repræsenterer deres fag. Og fra scenen fik han skudt konfetti ud over de mange publikummer og deltagere. Tor Birk Trads

Af Tor Birk Trads
Journalist

Annonce

”Hvordan skal vi skabe et velfærdssamfund, hvor vi passer godt på vores ældre og vores syge, hvis vi ikke har social- og sundhedsassistenter og social- og sundhedshjælpere?” 
Spørgsmålet bliver stillet fra scenen af regionrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose (V). Og publikum svarer prompte med øredøvende klapsalver: Sosu’erne er nødvendige for vores velfærdssamfund.

DM i Skills er en årlig konkurrence mellem unge fra 45 forskellige erhvervsuddannelser. De dyster i deres fagligheder og vinderne kan repræsentere Skills-landsholdet til EuroSkills i Polen i efteråret. Sammen med omkring 300 deltagere skal fire pædagogiske assistenter og ti social- og sundhedsassistentelever konkurrere de næste tre dage i messecenteret.

Også Kronprins Frederik anerkender i sin tale de faglærte og glæder sig over deltagernes attitude, da de krydser scenen under åbningsceremonien.

”Det er enormt berigende og positivt at se de unge mennesker gå forbi her. Det gør mig stolt og glad at se, hvordan I går med rank ryg og et skævt smil på læben. I viser, at I er stolte over at være dem, I er, og hvad I laver. Hold fast I den indstilling, også i hverdagen efter Skills,” lyder ordene fra Kronprins Frederik.

Skills 2023 Social og sundhedsassistenter kommer ind på scenen.
Tor Birk Trads
Ranke sidder også de to deltagere social- og sundhedsassistenteleverne Signe Gundlach Nielsen og Rebecca Jasmin Berthel fra Sosu Midt- og Vestjylland, da vi møder dem to timer, inden de skal dyste.

”Det bliver helt vildt fedt at stå på scenen og vise det, vi har lært, og det vi har planlagt. At kunne vise mit fag frem. Jeg synes selv, jeg er landet på den rette hylde, og jeg vil gerne vise andre, hvad det her fag giver mig, men også de borgere jeg har ude i praksis,” siger Rebecca Jasmin Berthel.

Signe Gundlach Nielsen deltager for andet år, og sætter stor pris på anerkendelsen fra den store scene:

”Det gør mig stolt, at mit fag bliver vist her og bliver nævnt i talerne. Det gør, at jeg ved, at vores fag faktisk er med i overvejelserne, når politikerne sidder og bestemmer.”

Signe Gundlach Nielsen blev nummer to sidste år og håber at vinde i år. Men først og fremmest handler det om at være en værdig repræsentant for faget.

”Jeg håber, at det med at være med i DM i Skills også kan være med til at mindske folks fordomme omkring vores fag. Der er rigtig mange som ikke har nogen fordomme, men der er bestemt også mange, der har rigtig mange fordomme. Og det møder vi.”

Skills 2023 to social og sundhedsassistenter
Social- og sundhedsassistenteleverne Signe Gundlach Nielsen (tv.) og Rebecca Jasmin Berthel fra Sosu Midt- og Vestjylland glæder sig helt vildt til at stå på scenen og vise, hvad de kan. Tor Birk Trads

Forbilleder for mange

Også regionrådsformand Stephanie Lose ønsker i sin tale held og lykke i konkurrencen, men fremhæver, at det handler om meget mere end bare en konkurrence:

”Både til Skills og bagefter i dagligdagen er I forbilleder for andre unge mennesker, der enten har besluttet sig for eller som overvejer at vælge den vej, I også har valgt, og er en vigtig del af fremtidens faglærte,” siger Stephanie Lose.

Signe Gundelach Nielsen og Rebecca Jasmin Berthel konkurrerer foran et dommerpanel i ni opgaver, heriblandt opgaver på kirurgisk afdeling, rehabilitering i ejet hjem og praktiske sygplejeopgaver de næste tre dage. Arrangementet er åbent for alle.

Skills 2023 Pædagogiske assistenter kommer ind på scenen.
Tor Birk Trads

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev