Onsdag kom det frem, at tiltalte i februar og marts sidste år har været i medicinrummet 25 gange, hvor hendes ni social- og sundhedshjælperkolleger i alt har været i rummet 16 gange.
Hertil forklarede tiltalte, at hun hver dag gik ind i rummet cirka kl. 14:40 i starten af sin vagt for at sætte strøm til en gulvlift, som er i rummet, så den er klar, hvis den skal bruges.
Men da anklageren fremviste logoplysningerne fra nøglerne til medicinrummet, fremgik det, at tiltalte aldrig havde låst sig ind kl. 14:40. Det tætteste tidspunkt var 15:03. Alle andre var senere.
”Det er jo ikke rigtigt, hvad du siger,” lød det fra anklageren.
”Jeg er jo gammel. Jeg mente, at jeg gjorde det. Det er jo ikke, fordi jeg lyver,” sagde social- og sundhedshjælperen.
Hun forklarede desuden, at hun deler nøgler med afløserne, at hun nogle gange har lukket apotekeren ind i medicinrummet, og at hun bruger liften mere end sine andre kolleger på grund af en dårlig hofte.