På stue 12 på Plejecenter Møllegården sidder Karen Elisabeth Dyveke Kirstine Røjkjær i sin kørestol. Hun blev født kort efter genforeningen i 1920 og er med sine 102 år formentlig FOAs ældste medlem.
I dagens anledning har hun sørget for, at der er dækket op med portvin, kaffe og småkager. Bent Holm Poulsen, afdelingsformand i FOA Sønderjylland, kommer nemlig på besøg.
”Det er dejligt at møde dig. Det er jo ikke hver dag, at man møder et 102-årigt medlem,” siger Bent.
”Nej, det tror jeg heller ikke,” svarer Karen.
De bliver hurtigt enige om, at de har mødt hinanden før, da Karen besøgte afdelingen i forbindelse med et jubilæum. Dengang var den tidligere hjemmehjælper 95 år.
Stor sportsfan
Trods sin høje alder er Karen fortsat frisk, og hun er også en ærlig dame. På spørgsmålet om, hvorfor hun fortsat er medlem, svarer hun:
”Ja, det er jo fordi, jeg ikke har fået gjort alvor af at melde mig ud. Men jeg fortryder det ikke, for pengene er jo gået til noget godt.”
Hun har været medlem siden 1966. På Karens bord ligger også en udgave af Fagbladet FOA.
”Jeg bladrer det sommetider igennem, men det kniber med synet, så jeg kan kun læse de store overskrifter,” fortæller Karen.
På grund af sit dårlige syn ser hun heller ikke meget fjernsyn. Til gengæld nyder hun at lytte til radioen, fortæller hun.
Hun er især interesseret i sport og allerhelst cykling og håndbold. Derfor er hun i øjeblikket spændt på, hvordan kvindelandsholdet klarer sig ved EM i håndbold.
Karen bladrer sommetider Fagbladet FOA igennem, men hun kan kun læse de store overskrifter, for det kniber med synet.
Rasmus Handberg
Nyder livet på plejehjem
Hun er glad for livet på Møllegården, hvor hun har boet i to år.
”Jeg er forbavset over, hvor godt det er. Godt behandlet. Og søde og venlige mennesker, så der er ikke noget at komme efter,” siger hun.
Hun har selv arbejdet i ældreplejen. I 25 år og frem til sin pension var hun hjemmehjælper i Varde, hvor hun også er født og opvokset. Dengang var det vigtigt for hende at melde sig ind i FOA.
”Jeg følte, at det var min pligt at være medlem af det fagforbund, der dækker. Og jeg har jo også haft goder af det. Når lønnen steg, steg den jo også for os,” siger hun.
Arbejdet som hjemmehjælper var hårdt, og oftest måtte man gå fra borger til borger i al slags vejr, fortæller Karen:
”Dengang var der ikke noget med pauser, og vi havde ingen bil, vi kunne gå ind i.”
Hun var dog også glad for arbejdet:
”Det bedste var det smil, jeg fik hos langt de fleste, jeg kom ved. Jeg havde for eksempel en ældre kvinde på 101 år. Hende kom jeg ved to gange om ugen i 21 år.”