Så er det nu, du skal ændre i din forskudsopgørelse, hvis du
vil have en lille håndsrækning til vintermånederne.
1. oktober trådte et forhøjet beskæftigelsesfradrag nemlig i
kraft. Det tidligere beskæftigelsesfradrag på 41.600 kroner er blevet forhøjet
med 1.900 kroner, så det nu lyder på 43.500 kroner for 2022. Du er omfattet af
det forhøjede fradrag, hvis din lønindkomst er på 390.610 kroner eller derover
om året – det svarer til cirka 32.550 kroner om måneden før skat.
Tryk ’beregn’, men vær opmærksom
Ved at gå ind og trykke ’beregn’ på din forskudsopgørelse
kan du – hvis din løn er tilpas høj – få en skattegevinst de sidste måneder af
2022. Men selvom beskæftigelsesfradraget forhøjes med 1.900 kroner, sparer man altså
ikke 1.900 kroner i skat.
”Skatteværdien – det man reelt sparer – er cirka 25 procent
af de 1.900 kroner. Så derfor er det kun cirka 500 kroner,” siger skatteekspert
i revisionsselskabet BDO Henning Boye Hansen til TV 2.
Skattestyrelsen advarer dog om, at de øvrige oplysninger i
forskudsopgørelsen ikke ændrer sig ved blot at trykke ’beregn’. Så når du alligevel er inde og ændre dit fradrag, kan det være en god idé at sikre sig at oplysninger som løn, renter og kørselsfradrag passer. Ellers risikerer man, at der kan ligge
et skattesmæk og lure til marts, når årsopgørelsen kommer.
Få pengene nu – eller vent til foråret
Der findes ikke et entydigt svar på, hvornår du senest skal genberegne din forskudsopgørelse for at få det højere fradrag de sidste to måneder af 2022. Det kommer blandt andet an på, om din månedsløn betales forud eller bagud, og hvornår på måneden din arbejdsgiver laver lønseddel, oplyser Skattestyrelsen.
Hvis din løn betales bagud, burde du kunne nå at få det højere fradrag, hvis du genberegner inden 15. november. Hvis din løn er forudbetalt, kan det ikke nås til næste måneds løn, men det kan nås til lønnen for december.
Hvis du vælger at genberegne din forskudsopgørelse nu, får
du fingrene i den lille håndsrækning til at klare vintermånederne. Men hvis du
ikke får det gjort, går pengene ikke bare til spilde. Skattestyrelsen oplyser
nemlig, at borgere, der venter, blot vil mærke reguleringerne i marts 2023, da
både reguleringen af beskæftigelsesfradraget og justeringen af trækprocenten
automatisk indgår i den samlede beregning af årsopgørelsen for 2022.
I 2023 forhøjes det maksimale beskæftigelsesfradrag nok en
gang. Denne gang med 2.100 kroner, så det til næste år lyder på 45.600 kroner.