Annonce

Rasmus foran døren

Rasmus har en helt særlig opgave, når Vingegaard skal fejres


Når vinderen af årets Tour de France, Jonas Vingegaard, skal fejre sin gule trøje på Københavns Rådhus i morgen onsdag, har Rasmus Sørensen, chef for Rådhusvagten, en ganske særlig og vigtig opgave, som han glæder sig meget til. 

Annonce

Udover at åbne døren bag sig til balkonen i morgen skal Rasmus Sørensen være brandvagt, hjælpe med at tage imod både gæster og pressen og sørge for at folk står, hvor de skal. Anna Cathrine Leth Christiansen

Af Ida Østerlund
Journalist

Annonce

I morgen onsdag den 27. juli bliver nok sådan en slags arbejdsdag, som Rasmus Sørensen ikke kommer til at glemme lige foreløbigt. 

Københavns Rådhus, hvor Rasmus er ansat som formand og chef for Rådhusvagten, skal danne ramme om en del af fejringen af årets Tour de France-vinder Jonas Vingegaard. 

Og Rasmus Sørensen har en ret vigtig arbejdsopgave på programmet.

”Min rolle i morgen er, at det er mig, der skal åbne for balkonen.”

Balkonen har udsigt over Rådhuspladsen i København, hvor Jonas Vingegaard skal ud for at vinke til de fans, der kommer for at hylde den 25-årige nordjydes sejr i de franske alper. 

”Jeg glæder mig. Det er en helt unik oplevelse. Det bliver så spændende,” siger Rasmus Sørensen.

I de forgange dage har der da heller ikke været for lidt at se til, fortæller Rasmus. Han og kollegerne har skullet planlægge dagen i morgen ned til mindste detalje. De har bestilt forplejning, stillet borde op, koordineret med myndighederne og sørget for at få nok mandskab på arbejde.

Nu mangler bare de berømte rådhuspandekager, som bliver serveret i morgen.

”Stemningen herinde er fantastisk. Der er flere af mine medarbejdere, der har spurgt, om de kan få flyttet deres ferie for at komme på i morgen. Folk vil virkelig gerne være en del af den oplevelse og bidrage til, at vi kommer godt i mål med det hele,” siger han.

Rasmus’ generations EM ’92

Selv har Rasmus Sørensen været med til ét arrangement før, hvor balkonen har været i brug. Det var, hvor Håndboldherrerne skulle fejres.

”Hvert arrangement har sin fortælling, men jeg er selv cykelfan og har fulgt med i Touren hele vejen igennem. Vi var også med i Grand Départ i starten, så det bliver helt unikt,” siger han.

”Jeg er født i ’93, og jeg har altid fået fortællingen om, hvor stor fejringen var i ’92. Så det med nu selv at kunne opleve noget, som er i den skala, glæder jeg mig meget til. Det er det, der gør det så fantastisk,” siger han.

glas
Glas, bestik og tallerkner er klar. Anna Cathrine Leth Christiansen
tallerken
Så mangler der kun rådhuspandekagerne. Anna Cathrine Leth Christiansen

Festprogrammet på Rådhuset

12:15-12:45: Gæster ankommer til Festsalen

13:00: Jonas Vingegaard ankommer på balustraden, Københavns Rådhus

13:20: Velkomsttale ved overborgmester Sophie Hæstorp Andersen (S) og øvrige talere

13:45: Hyldest af Jonas Vingegaard på balkonen

14:00: Reception og rådhuspandekager

14:30: Afslutning

Kilde: Københavns Kommune
+

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev