Annonce

pengesedler foto iben gad

Tema: Lokalløn

Topscorer: Se, hvilke tillæg der sikrer landets højeste lokalløn


Allerød Kommune ligger i top, når det kommer til at give social- og sundhedspersonalet lokalløn. Årsagen er i høj grad en forhåndsaftale, som gør, at personalet automatisk opnår en række lokale tillæg. Se forhåndsaftalen her.

Annonce

En social- og sundhedsassistent i Allerød Kommune får i gennemsnit små 3.000 kroner i lokalløn hver måned. Iben Gad

Af Rasmus Handberg
Journalist

Annonce

Med et gennemsnitligt beløb på 2.947 kroner om måneden til social- og sundhedsassistenter er Allerød den kommune i landet, der honorer sit personale med mest i lokalløn. Beløbet svarer til 9,5 procent af social- og sundhedsassistenternes samlede nettoløn.
 
Allerød ligger samtidig nummer to på listen over kommuner, der giver mest i lokalløn til social- og sundhedshjælpere, der i gennemsnit får 2.060 kroner i lokale tillæg om måneden – det svarer til 7,5 procent af deres samlede nettoløn.
 
Det viser Fagbladet FOAs kortlægning af kommunale forskelle i lokalløn på baggrund af tal fra Kommunernes og Regionernes Løndatakontor (KRL).
 

Læs også: Kæmpe geografiske lønforskelle – se, hvor stor lokallønnen er hos dig

Fri for spidse albuer
Den flotte placering skyldes i høj grad den forhåndsaftale, som FOA Nordsjælland har indgået med Allerød Kommune. Aftalen betyder, at personalet opnår en række tillæg for særlige funktioner, og hvis de udvikler deres kompetencer. Det fortæller Anne Mette Linsaa, sektorformand for Social- og Sundhedssektoren i FOA Nordsjælland.

”Generelt er det min erfaring, at Allerød Kommune ikke har ligeså store udfordringer med at rekruttere og fastholde som andre kommuner har. Det hænger sammen med, at man med forhåndsaftalen automatisk anerkender medarbejderne for at erhverve sig nye kompetencer og påtage sig særlige funktioner,” siger Anne Mette Linsaa.

Det faktum, at lokallønsmidler uddeles efter objektive kriterier formuleret i forhåndsaftalen, er samtidig med til at skabe en ro mellem medarbejderne, oplever Anne Mette Linsaa:

”Der er ikke behov for spidse albuer for at få del i lokallønsmidler. Det bliver vurderet ligeværdigt, og det skaber også en højere grad af ligeløn på arbejdspladserne. Med forhåndsaftalen undgår man på den måde også uklarheder,” siger hun.

Borgmester: Øget fokus på uddannelse

I kommunen forklarer borgmester Karsten Längerich (V), at topplaceringen særligt skyldes to forhold. For det første arbejder kommunen med kompetenceniveauer på social- og sundhedsområdet, som ifølge borgmesteren sikrer, at lokallønsmidler forbliver på området.

Derudover tager kommunen udfordringen med at uddanne og rekruttere personale til ældreområdet dybt alvorligt. Derfor har kommunen i en årrække prioriteret at uddanne vejledere og investere i at have en dygtig gruppe vejledere tæt på opgaveløsningen, lyder det fra borgmesteren.

”Vejlederne gør meget for, at eleverne får et godt uddannelsesforløb, og det medvirker samtidig til, at eleverne måske i højere grad har lyst til at blive ansat i kommunen efterfølgende. Derfor har vi siden 2016 uddannet et større korps af vejledere til at være klar i 2017 – hvor der skete en øget dimensionering af elevantallet,” skriver borgmesteren i en mail til Fagbladet FOA.

Læs også: Lokalløn: Her er de 13 begreber, som er gode at kende

Særligt de seneste fem år har den gennemsnitlige lokalløn til social- og sundhedspersonalet i Allerød taget et pænt nøk op, viser tal fra KRL.

”Stigningen i lokallønsandelen helt tilbage fra 2017 udspringer af, at vi har valgt at have relativt mange vejledere, som derfor også får vejledertillæg. Det er en helt bevidst uddannelsesstrategi,” forklarer Karsten Längerich.

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev