Inde i Camillas hoved udspiller der sig en daglig kamp. Når hun tænker på den, hun var, og det liv hun levede som mor, datter, søster, og som hende, der var god til at tage sig af 'balladedrengene' i retspsykiatrien, så spiller det simpelthen ikke sammen, med den hun er i dag. 

Hun er ikke et offer, og hun vil ikke have ynk, understreger hun.

Men alligevel ændrede det hele sig den novemberdag i 2019, hvor en bandeleder og hans medgerningsmand tog Camilla og tre andre social- og sundhedsassistenter som gidsler og truede sig ud af retspsykiatrisk afdeling SL10 i Slagelse med to gasvåben, der var blevet smuglet ind en kage. 

Hun er en anden. En udgave af sig selv hun ikke kan kende. Og det er svært at acceptere.

"Jeg har altid været psykisk stærk. Jeg var tovholderen i min familie med mine børn og mine søskende, nu sidder jeg bare. Jeg gør ikke noget. Jeg er bange for alting," siger Camilla på 56 år, der har 25 års erfaring som social- og sundhedsassistent i retspsykiatrien, og fortsætter:

"Jeg har svært ved at acceptere, at en knægt, der er yngre end mit yngste barn, har revet tæppet væk under mit liv på den måde. Og jeg kender ikke det her liv. Jeg ved ikke, hvordan jeg skal agere i det."

Juridisk afslutning

Fredag afsluttes det juridiske maratonløb, når Østre Landsret forventes at afsige endelig afgørelse i sagen, efter at forsvarerne havde anket byrettens dom. Da det er en såkaldt udmålingsanke, er der ikke tvivl om skyldsspørgsmålet. Det er alene straffens længde, det handler om. 

Det føles dog ikke som en afslutning. For lige siden har Camilla, der skal starte i et udredende forløb for PTSD, ikke kunnet holde fast i et job. Hendes hukommelse er blevet dårlig, fortæller hun, og simple ting som en handletur kan presse hende. 

"Min hverdag skal være meget forudsigelig. Hvis ikke tingene er, som jeg havde planlagt eller forventet, så kan den mindste lille perlesten få korthuset til at vælte," siger Camilla.

På vagt

Hun tager beroligende medicin for at falde i søvn, og når angsten presser sig på. Når det er mørkt, skærer lyset i hendes øjne. Faktisk har hun det bedst, når hun kan sidde i den ene ende af sofaen, længst væk fra vejen. Hun slukker næsten alt lys i stuen, så hvis nogle kigger ind igennem vinduesruden, kan de ikke se hende. I stedet afslører lamperne og skærverne i indkørslen, hvis der er gæster. Nu er det Camilla, der har overblikket. Hun vil ikke overraskes igen.

"Min krop er på vagt hele tiden, så jeg har mange ritualer, der skal være på plads, før jeg kan prøve at slappe af," siger hun og fortæller, at hendes krop stivner, når en fugleflok letter fra et træ. 

Det minder hende om det skud, bandelederen affyrede for at få fat i deres alarmer.

"Jeg forbinder de to lyde med hinanden. Og så rammer alvoren, som jeg følte i det moment dengang."

Læs også: Personale i chok: Truet med våben under fangeflugt fra sygehus

Efter fangeflugten var Camilla sygemeldt af to omgange. I maj 2020 vendte hun delvist tilbage til SL10 på 32 timer. Hun pressede sig selv, erkender hun i dag.

"Mit ønske om at vende tilbage og få et helt normalt liv var så stort, at jeg havde svært ved at mærke efter, hvor meget jeg kunne," siger Camilla.

Cirka halvanden måned senere, i starten af juli, blev hun nødt til at sygemelde sig igen. Hun græd. Ikke fordi hun var ked af noget, hun græd bare. Og om natten kunne hun ikke sove.

"Jeg kunne arbejde én dag, og så dagen efter kunne jeg mærke det. Jeg var ikke bange for patienterne, men jeg var opmærksom på alting. Et blad kunne falde ned fra et træ, og jeg havde set det ud af øjenkrogen. Det udmattede mig," siger Camilla.

Læs også: Sosu om bandeleder: Min arbejdsglæde får han ikke lov at ødelægge

Hun blev indkaldt til en samtale med hendes arbejdsgiver, hvor de anbefalede hende, at hun blev omplaceret til et andet sted end i retspsykiatrien – hun kunne frit vælge hvor. Hun tog ikke imod tilbuddet.

"Jeg ville arbejde i retspsykiatrien. Jeg sagde til dem, at det nok skulle komme, og de bare lige skulle vente på mig," siger Camilla.

Det var et urealistisk ønske, og en psykiater vurderede, at hun ikke ville kunne arbejde på fuld tid i den nære fremtid. Kort efter blev hun indstillet til fyring.

"Jeg hang mig meget i, at justitsministeren, sundhedsministeren og regionsrådsformanden sagde, at vi skulle passe på vores personale, men jeg synes, det var mig, der betalte prisen," siger hun.

Hun følte sig alene. Hun savnede, at FOA gjorde mere, selvom hun den dag i dag ikke rigtig ved, hvad mere de kunne have gjort. Følelsen af at blive svigtet, er dog ikke helt forsvundet endnu. 

"Set i bakspejlet kunne jeg ikke have klaret det, men det var mit store ønske og håb. Og sådan har jeg det stadigvæk. En stor del af min hjerne kan ikke rigtig kapere, hvordan jeg reelt har det," siger Camilla.

Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret

Efter fyringen fra SL10 havde Camilla en opsigelse på otte måneder. 15. maj 2021, et år efter hun forsøgte at vende tilbage på afdelingen i Slagelse, startede hun i et nyt job på Oringe, der er et psykiatrisk hospital i Vordingborg. Hun blev ansat som vagtplanlægger på 32 timer, og hver tredje weekend skulle hun have kontakt med patienter. Cirka to uger senere, 1. juni, sygemeldte hun sig for første gang fra det nye job.

"Og efterfølgende var jeg nærmest syg, hver gang jeg skulle have patientkontakt. Jeg nåede som regel at have en af weekendvagterne, og så spassede det ud for mig. Endnu en gang græd jeg bare hele tiden, og jeg havde svært ved at sove," siger Camilla.

Hun havde i alt fem sygeperioder, og i september blev hun indkaldt til en samtale med arbejdsgiveren. Her blev hun fyret – endnu en gang.

PTSD og potentiel førtidspension

I dag er Camilla startet på sygedagpenge, nu hvor opsigelsesperioden fra Oringe lige er udløbet. Hvad der skal ske i fremtiden, ved hun ikke. Arbejdsmarkedets Erhvervssikring (AES) har anerkendt hendes arbejdsskade og har givet hende en méngrad på fem procent. De mangler stadig at finde ud af hendes erhvervsevnetab. Imens skal hun starte på et PTSD-pakkeforløb i psykiatrien, som skal udrede hende for sygdommen.

"Det kan frustrere mig, at det tager så lang tid. Hvis jeg kunne arbejde, så gjorde jeg det, for nu er der gået to år og nogle måneder, og jeg har ikke fået det bedre," siger Camilla.

Hendes advokat har nævnt for hende, at en førtidspension måske kan ende som løsningen. Eller "det der med, når man bliver pensioneret før tid":

"Det var sådan, jeg sagde det, for jeg kunne slet ikke få ordet ud over mine læber. Jeg kan sige det nu, men det føles ikke rigtigt. Jeg har ikke accepteret, at jeg er færdig med at arbejde," siger hun, mens hun demonstrerer, hvordan hun strækker sine arme så langt væk fra sig selv som muligt. I hånden holder hun førtidspensionen, og alt hvad det indebærer:

"På den måde behøver jeg ikke rigtig at tage det ind og tage det til mig."

Ny identitet

Og deri ligger kampen. For hun ved, hun er nødt til at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke er kollega. Og hun ved, hun er nødt til at finde ud af, hvem hun er, når hun ikke være den samme – den hun var, før hun mærkede pistolen i nakken, skuddets susen fra løskrudtsvåbnet på sine tæer og så flammerne fra revolveråbningen, eksisterer ikke mere.

Hun mærkede frygten for at dø. Bare fordi hun passede sit arbejde.

"Det har været invaliderende for mig at finde en ny identitet, når jeg ikke selv har bedt om det. Jeg er blevet påført at skulle finde frem til en ny Camilla," siger hun og fortsætter:

"Men jeg er nødt til det, for det her er ulideligt. Det er en lang proces, og jeg er der ikke endnu. Tværtimod."

Camilla ønsker ikke at oplyse sit efternavn. Fagbladet FOA er bekendt med hendes fulde identitet.