Andy Nabiri har fundet sin ’rette hylde’ som elev på demensplejehjem.
Rasmus Handberg
Af
Rasmus Handberg
Journalist
En pårørende træder ind ad hovedindgangen. Andy Nabiri smiler og byder velkommen. Han er social- og sundhedsassistentelev på demensplejehjemmet Skovgården i Hadsund syd for Aalborg.
Han ved, at fortællingerne fra ældreplejen ofte handler om det, der er skidt eller går galt. For at vise en anden side af ældreplejen har han derfor kontaktet Fagbladet FOA.
”Jeg interesserer mig ikke for alle de dårlige historier, for det gavner ikke mig og min læring. Der kan ske noget på alle arbejdspladser, men hvis vi skal have fokus på borgerens ressourcer, så foretrækker jeg også at have fokus på mine ressourcer frem for det, som kan belaste mig i dagligdagen og i fremtiden. Jeg er som person optaget af de positive fortællinger,” siger han.
Han indrømmer, at han var skeptisk, inden han i oktober sidste år startede i praktik på demensplejehjemmet.
”For man hører jo det, man kan kalde skrækhistorier. Borgere, der har været udadreagerende, og man har set nogle videoer, der viser, hvordan man ikke skal gøre, når man kommer ind til en borger med demens. Så jeg var skeptisk, men da jeg trådte ind, var der helt ro, og jeg tænkte: ’Okay, er det her?’”
At jeg er i stand til at danne en relation til en borger, som er dobbelt så gammel som mig, og som har brug for hjælp til både det ene og andet – dén følelse er ubeskrivelig.
Glæder sig til at møde ind
På skolen har den kommende social- og sundhedsassistent lært, hvor vigtigt et sundt arbejdsmiljø er. Det oplever han ved selvsyn på Skovgården, hvor kollegerne har tid til at give gode råd og sparring.
Og så er der tid til omsorg og aktiviteter for beboerne, siger Andy. Når han har fri, glæder han sig til at komme igen.
”Det er den bedste følelse,” siger han.
På sin vej rundt på plejecentres gange smiler og hilser Andy på alle på sin vej – både beboere, kolleger og pårørende.
”Vi bor i et samfund, hvor det er vigtigt at hjælpe hinanden,” siger han.
En af de borgere, som Andy har dannet en relation til, er den tidligere gårdejer Knud-Erik. ”Han er den skønneste mand. Han er så flink og rar,” siger han.
Rasmus Handberg
Andy har været vidt omkring i sit liv. Cv’et tæller arbejde som blandt andet sømand, tjener og bartender. Men havde du fortalt 20-årige Andy, at han som 40-årig ville uddanne sig til social- og sundhedsassistent, havde han afvist dig med et venligt grin.
Men da både hans kone, som arbejder i hjemmeplejen, og flere venner anbefalede ham at starte på sosu-skolen, gav han efter.
”Og de havde jo ret, for det er den helt rigtige hylde for mig,” siger han og fremhæver relationsarbejdet som noget unikt:
”At jeg er i stand til at danne en relation til en borger, som er dobbelt så gammel som mig, og som har brug for hjælp til både det ene og andet – dén følelse er ubeskrivelig.”
Små ting gør stor forskel
Andy nyder at kunne omsætte teorierne fra uddannelsen på sosu-skolen i Aalborg til praksis. Han er særligt glad for den engelske psykolog Tom Kitwood, der i sit arbejde fokuserer på at skabe større livsglæde for personer med demens ved at sørge for, at grundlæggende psykologiske behov er opfyldt. Behov, som personer med demens kan have svært ved selv at opfylde.
For Andy har den største overraskelse været, hvor lidt der skal til for at gøre en betydelig forskel.
”Det kan bare være den måde, man siger tingene på. Det kan være at hente avisen fra opholdsstuen og ind i lejligheden, hvis borgeren ikke har lyst til at komme ud. Sådanne små ting kan betyde så meget,” siger han og uddyber:
”Når man arbejder inden for faget, anvender man forskellige metoder, og det udvikler sig til kompetencer, som er med til at gøre en kæmpe forskel.”
40-årige Andy Nabiri er færdiguddannet social- og sundhedsassistent til maj.
Har du en god historie, som vi bør høre om? Den kan være fra for eksempel børnehaven, sygehuset eller plejehjemmet, så kontakt journalist Rasmus Handberg på rahbn@foa.dk