På Frederiksbroen Plejehjem i Odense har medarbejderne lidt af hvert at se til. Her er både unge og gamle, alkoholikere og skizofrene for bare at nævne nogle af beboerne.
Det gør arbejdsgangen på Frederiksbroen interessant, men det kan også være overvældende, fortæller social- og sundhedshjælper og arbejdsmiljørepræsentant på plejehjemmet, Lisbeth Müller.
“Vi kan blive råbt ad. Vi har én, som råber næsten hver dag. Vi kan være værre end nazisterne eller få kylet glas efter os. Nogen kan finde på at slå eller bare være truende. Så hvis vi ikke ved, hvordan beboerne er, og hvordan vi skal håndtere dem, kan det godt være drænende i længden. Og det er ikke godt for arbejdsmiljøet.”
Der var gået hverdag i det
Det var netop nogle af de episoder, Arbejdstilsynet noterede sig, da det sidste år i september besøgte plejehjemmet. Det, der blev beskrevet af medarbejderne, var arbejde med høje følelsesmæssige krav, men også en manglende fælles håndtering af netop det arbejde.
Læs også: Trods utryghed og vold var det først efter drab, at tilsyn greb ind
På plejehjemmet havde ledelsen allerede iværksat nye initiativer for at forbedre arbejdsmiljøet for medarbejderne heriblandt brug af supervision. Men hvordan de skulle bruge supervisoren, og hvad supervisoren skulle bidrage med, var de ikke helt sikre på.
Så da plejehjemslederen, Britt Jaug, blev tilbudt et aftaleforløb med Arbejdstilsynet, sagde hun hurtigt ja.
“Det var ikke fordi, vi var helt på bar bund, da Arbejdstilsynet kom på besøg. Vi var i gang med en masse ting, men vi manglede at dokumentere. Og det er jo det: nogle gange kan man gøre en masse gode ting, for man ved godt, problemerne er der, men det kan være svært at se, hvad der kan gøres for at ændre og gøre arbejdsmiljøet bedre, hvis man selv står i det,” siger Britt Jaug.
En kogebogsopskrift
Med aftaleforløbet fik plejehjemmet en samarbejdspartner, der kunne hjælpe dem på rette vej og vise, hvad der var brug for at fokusere på. Hos Frederiksbroen var det særligt systematikken ved at få screenet nuværende og kommende beboere, Arbejdstilsynet lagde vægt på.
“Få systematik i det. Få det registreret. Få det skrevet ned, så der ikke bare går hverdag i det. Få dokumenteret det, der sker,” remser Lisbeth Müller op og fortsætter:
“Det hele blev meget mere strømlinet. På den måde kunne vi arbejde med, hvad vi kunne gøre for at minimere de psykiske belastninger, vi som ansatte kan opleve i vores arbejde.”
Medarbejderne på Frederiksbroen begyndte løbende at skrive ind i et fælles dokumentationssystem, hvad de oplevede hos de enkelte beboere. Og de mange registreringer - store som små - betød, at ledelsen hurtigt kunne se, hvor der muligvis kunne opstå belastninger for medarbejderne, og hvor de derfor skulle sætte ind og hjælpe medarbejderne.
“De procesbeskrivelser, som vi kalder dem, som vi lavede, gik helt ned i detaljen og beskrev alle de forholdsregler, man skulle være opmærksom på hos de forskellige borgere. Så det hele blev meget mere klart,” siger Britt Jaug.
Læs også: Arbejdsgiver dømt for at bryde loven efter grov voldsulykke, der har givet Lone evig smerte
Nu kan alle medarbejderne læse procesbeskrivelserne af beboerne og være helt indstillet på, hvad de kan forvente, når de træder ind over dørtærsklen hos beboerne. Det kan forebygge mulige belastninger, og det har gjort medarbejderne mere opmærksomme på dem selv og deres arbejde. Det kan Lisbeth Müller også mærke:
“Vi har fået et overblik, vi ikke havde før. Det hele kører bare.”
Fokus på hinanden
Det store fokus på det forskelligartede arbejde, medarbejderne udfører hos beboerne, giver også medarbejderne en større forståelse for hinandens arbejde.
“Vi kan jo se, at det gør noget for medarbejderne. Det er rart at se, at der er kommet mere fokus på medarbejderne indbyrdes. Det gennemsyrer det hele,“ siger Britt Jaug.
Førhen var det almindeligt, at det var nogle enkelte, der tog sig af bestemte borgere. Det er der blevet gjort op med nu, hvor alle har fået den samme indfaldsvinkel og viden om beboerne, grundet det udførlige arbejde med beskrivelserne af beboerne.
“Det har givet os på Frederiksbroen så meget på det andet led, at vi sætter tid af til at lave procesbeskrivelserne. Før brugte vi rigtig mange ressourcer på at det kun var to, der kunne besøge en borger. Nu kan alle jo komme alle steder, så det gør jo også tingene meget nemmere,” siger Britt Jaug, hvorefter Lisbeth Müller tager ordet:
“Og det har også betydet, at vi på gulvet har fundet ud af, hvad vores kolleger egentlig kan opleve på deres vagt, da vi nu alle har med de samme beboere at gøre,” supplerer hun.
Det, mener hun, kan være med til at opspore, hvis en af kollegerne begynder at få det dårligt eller har brug for en snak.
Flere medspillere
Når et aftaleforløb sættes i gang, sættes der er en dato for, hvornår problemerne skal være udbedret. Det vil afsluttes med, at Arbejdstilsynet kommer på et kontrolbesøg igen. Myndigheden er dog også synlig løbende i forløbet, hvor de også kan hjælpe arbejdspladserne med at komme på rette kurs igen.
“Lige i forhold til aftaleforløbet, synes vi, at det var rigtig godt, at Arbejdstilsynet føltes som en medspiller. Vi havde dem i baghånden, og så var det planlagt, at vi skulle mødes med dem halvvejs inde i forløbet. Her kunne de hjælpe os på rette vej, hvis vi kommet på afveje,” siger Britt Jaug.
“Jeg synes, at det tidligere har føltes som at blive dunket i hovedet, når Arbejdstilsynet kom ud. Nu har de mere påtaget sig en konsulentrolle, hvor de kan hjælpe os,” siger assisterende leder på plejehjemmet, Tina Lebæk, som et indspark til Britt Jaugs bemærkning.
Læs også: Suzanne fik PTSD: Jeg er blevet slået, sparket og forsøgt stranguleret
Anne Dorte Haudgaard er arbejdsmiljøkonsulent i ældre- og handicapforvaltningen i Odense Kommune og har været med i noget af processen med aftaleforløbet på plejehjemmet. Hun synes, det er vigtigt at påpege, at der også er en anden positiv konsekvens af aftaleforløbet, der er værd at nævne.“Jeg tror, at sådan et aftaleforløb kan være med til at ændre, at det ikke kun er ledelsen og arbejdsmiljørepræsentanten, der dribler med arbejdsmiljøet, men at det faktisk er et fælles ansvar. For man kan ikke komme i mål med et godt arbejdsmiljø, hvis alle ikke trækker på samme hammel,” siger hun.