I noget nær 18 år havde tidligere indenrigs- og sundhedsminister Britta Schall Holbergs mand, Jørgen, brug for hjemmehjælp. I starten var det til støttestrømperne og andre småting. Men da han for alvor blev syg, og kommunen skar ned på økonomien til ældreområdet, var det en ny hverdag, de blev mødt af.

Britta Schall Holberg, som selv for nylig er fyldt 80, sidder i den mønstrede sofa i sommerhuset, hvor Jørgen tilbragte sine sidste 10 år. Fra vinduerne i stuen er der udsigt til naturgrunden på den anden side af den snoede landevej, på væggene hænger der familiefotografier og bag sofaen er bogreolen fyldt til randen af bøger, som Jørgen læste. Lige til det sidste.

Jørgen døde i maj måned i år. Han kunne til sidst ikke tale længere. Han havde sonde og var afhængig af, at han fik hjælp til at komme rundt og ud af sengen. Det betød, at han fik fem daglige besøg af hjemmehjælpen.

”Jørgen havde slet ikke noget imod, at der kom nogen, for det var jo også hyggeligt, at der skete noget. Men det, at der kom så mange forskellige, var han ved at fortvivle over en gang imellem. Det kunne jeg se på ham, hvorimod jeg i den grad kunne se, når en af de rigtig dygtige havde været hos ham.”

Som pårørende betød det enormt meget for Britta Schall Holberg, at de fik den hjælp, de gjorde. Især når det havde været af en af hjemmehjælperne, som havde en forståelse for Jørgens situation, og som kendte til hans interesser.

”En af aftenvagterne var for eksempel simpelthen en humørbombe. Jeg fatter det ikke, når man i løbet af en vagt skal ud til så mange borgere: 40-45 besøg. Hvordan, hun kunne bevare det humør, er mig en gåde. Hun fik altid Jørgen til at grine. Hun kunne spørge ham, om han kunne sige ’Gorbatjov’ eller et andet svært ord. Det trænede Jørgen, der havde store talevanskeligheder, på en måde, der fik Jørgen til at grine,” fortæller Britta Schall Holberg.

”En anden kom altid velforberedt. Hun læste avisen inden hendes besøg, så hun vidste, hvad hun skulle snakke med Jørgen om.”

Jørgen var historiker og havde mange hobbyer. Han havde sin frimærkesamling, lagde puslespil og læste Illustreret Videnskab, bøger, og alt andet, han kunne komme i nærheden af. Det hændte ofte, at hjemmehjælperne hjalp ham med frimærkerne eller lagde fire brikker i det puslespil, han var i gang med.

”En havde en dag taget slikkepinde med til Jørgen. Han var sådan en slikmund, men han måtte til sidst ikke spise eller drikke noget, men kun få sonde, så du kan tro, han nød det,” fortæller Britta Schall Holberg.

”De voksede jo fuldstændig ind i vores liv”

Men hun kunne dog tydeligt mærke, at social- og sundhedspersonalet med årene – og særligt inden for de seneste fire – havde mindre tid til at gøre det ekstra.

”At de har så kort tid er utilstrækkeligt. Hvis du skal bevare det humør, som den ene var eksponent for, eller du skal kunne lægge fire brikker til puslespillet, så skal der være mere tid til det. Hvis du ikke føler, at du har fyldt din rolle ud eller har gjort dit arbejde ordentligt, det kan du i længden ikke holde til.”

Britta Schall Holberg har en lang politisk karriere bag sig. Hun har blandt andet været sundhedsminister for Venstre, byrådsmedlem og formand for Landssammenslutningen af Socialudvalg.

Derfor er der en ting, der undrer hende.

”Vi har vidst, siden jeg startede i kommunalpolitik i 1970 i Holbæk Kommune, at linjen af gamle over 80, kom til at stige sådan her,” fortæller Britta Schall Holberg, mens hun laver en stejl opadgående bevægelse med hånden.

”Og nu ligger ansøgerantallet til social- og sundhedsuddannelserne hernede,” fortsætter hun, nu med den anden hånd langt under den anden.

”Jamen hvad i alverden skal vi gøre ved det? Jeg forstår simpelthen ikke, hvordan vi er kommet til det her. Nu er det jo muligvis for sent at rette op på.”

Læs også: Birthe faldt over en wire til et juletræ: Nu får hun millionerstatning

I sin mangeårige tid som kommunalpolitiker, bl.a. socialudvalgsformand, lagde hun vægt på at komme ud med hjemmeplejen og se danskernes hverdag. Det er noget, hun aldrig kommer til at glemme. Det står derfor klart for Britta Schall Holberg, at problemerne handler om, at politikerne er distanceret fra, hvordan hverdagen er for social- og sundhedspersonalet.

”De kender ikke dagligdagen for de mennesker, de repræsenterer. De kommer ikke rundt. Det kommer til at betyde noget for den måde arbejdet tilrettelægges på.”

”En af mine kongstanker er, at der er alt for mange mellemledere. Det er et fuldstændigt overadministreret område. Sådan var det ikke i gamle dage. Det gør det svært for både medarbejdere og pårørende at klage sin nød i systemet, for det drukner i alle lagene. Og alle de gode ideer, medarbejderne har, når aldrig frem.”

Hun mener desuden, at planlæggerne skal smides ’ad Pommern til’.

”De kender ikke området, og resultatet er, at hjemmehjælperne kører rundt i stedet for at være hos borgeren. At det er hjemmehjælperne selv, der styrer besøgene, synes jeg, er en rigtig god idé. De ved bedre, hvad der giver bedst mening for den enkelte borger, end en planlægger gør. De kender de snoede landeveje og området bedre.”

Det er hele hierarkiet, der skal væk, mener Britta Schall Holberg. Og når snakken falder på fagets dårlige omdømme, mener hun, at det igen skyldes det administrative arbejde, der ligger bag social- og sundhedspersonalets hverdag.

”Jeg tror ikke, det handler om den enkelte medarbejder. Det har noget at gøre med måden, deres arbejde bliver organiseret på fra kommunens side. Det betyder, at de kommer ud i situationer, som er vanskelige, fordi de er presset på tid og ikke kan få lov til at udføre det arbejde, de ellers gerne ville.”

Britta Schall Holberg blev selv ved at fortvivle over, at der i perioder var stor forskel på hjælpen, kun fire minutter til at få Jørgen på toilettet eller i bad, og at der var et stort skift i gruppen.

”Nogen var rigtig dygtige og kunne hygge om ham, samtidig med at de hjalp ham med et eller andet. Men andre stod bare og hældte sondemaden i ham. Som jeg engang sagde: ’Tror I, det er en tankstation?’ Men de havde ikke overskuddet til det,” fortæller hun.

”Men nogle havde heller ikke den fornødne interesse for faget,” siger hun. ”Så det handler også om, at vi får styrket uddannelsen.”

Læs også: Dét lærte vi af corona-krisen 

I Assens Kommune har man skåret voldsomt ned på plejen i de senere år. Hjemmeplejen har derfor også været plaget af meget sygefravær og afgang. Det har kommunen ikke været nok optaget af. Når det er svært at rekruttere nye, er det jo endnu vigtigere, at der passes på dem, man allerede har, mener Britta Schall Holberg.

”Det har i den grad været nødvendigt for de pårørende at gøre anskrig. Og når der er så mange led, klagerne skal igennem, bliver det alt for tungt at være pårørende. Hos os hjalp det så meget, da vi fik tilknyttet en fast kontaktperson fra visitationen, der kom en gang eller to om måneden og samlede op på problemerne.”

Det betød i øvrigt, at en mindre gruppe blev tilknyttet Jørgen, hvilket gav ro – både for Jørgen, men også for Britta Schall Holberg, som længe havde råbt op efter bedre koordinering af plejen.

”Jeg sætter social- og sundhedspersonalet og hjemmeplejen meget højt. De pårørende vil gerne hjælpe, men man kan hurtigt komme til at gøre mere skade end gavn. Og der er også grænser for, hvad pårørende skal pålægges etisk. Derfor er vi så afhængige af hjemmeplejerne, og de, der ikke har nogle pårørende, er endnu mere. Nu har min mand haft mig. Sådan en skrappedulle,” siger Britta Schall Holberg leende og fortsætter:

”Men tænk dem, der ikke har nogen. Jeg oplevede nogle af hjemmeplejerne som vældig dygtige og vældig menneskelige, forstående og indlevende. Både i vores forhold og i min mands psyke i det hele taget. Det var jeg meget optaget af og meget begejstret for.”

Derfor er det netop vigtigt at hylde dem, som gør en ekstra indsats.

Britta Schall Holberg valgte også derfor at sige ja til en plads i Fyens Stiftstidendes dommerkomité, der for første gang skal kåre ’Fyns bedste sosu’, som sætter fokus på at påskønne de ansatte i ældreplejen.

”Det er ikke noget, alle kan blive, og vi kommer til at mangle rigtig mange” mener Britta Schall Holberg, ”derfor er det vigtigt, at de som gør et godt stykke arbejde, bliver hædret for det.”