"Hvis ikke vi siger fra, så er der ingen, der ser, hvor galt det står til," siger social- og sundhedsassistent Charlotte Marie Høj.
Tor Birk Trads
Af
Rasmus Handberg
Journalist
”Sosu-personale bakker sygeplejerskerne op ved at sige nej.”
Budskabet
i toppen af en ny gruppe på Facebook er ikke til at tage fejl af, og opbakningen er stor. I skrivende stund har flere end 1.200 meldt sig ind i gruppen, der blev oprettet tirsdag i denne uge.
”Sygeplejerskerne skal ikke være alene om at vise, at grænsen er nået. Derfor er det vigtigt, at vi viser vores opbakning,” siger social- og sundhedsassistent Charlotte Marie Høj, der står bag gruppen.
For knap to uger siden standsede regeringen sygeplejerskernes strejke med et lovindgreb.
Efterfølgende har adskillige sygeplejersker opfordret til, at man fremover konsekvent takker nej til ekstra vagter og i øvrigt ikke møder tidligere eller går senere for 'lige at nå det sidste'.
Præcis det samme bør social- og sundhedspersonale gøre, mener Charlotte Marie Høj:
”Vi har ikke været i strejke, men vi genkender det, som sygeplejerskerne oplever. Der mangler hænder, og vi har travlt. Men fordi vi er omsorgsfulde og empatiske mennesker, så arbejder vi bare hurtigere og mere, når der mangler en kollega. Det betyder, at ingen mærker konsekvenserne udover os selv,” siger hun og fortsætter:
”Men nu er grænsen nået, og vi vil ikke længere finde os i ekstra vagter. Vi vil gå hjem til tiden og ikke møde tidligere. Vi vil ikke overgive rapport ved vagtskifte, hvis der ikke er sat tid af til det. Og når vi står i en situation, hvor der ikke er hænder nok, må vi bede vores leder prioritere for os. Hvad er det, vi ikke skal lave i dag?,” siger hun og understreger, at det ikke er en kritik af lederne:
”De gør, hvad de kan. Det her handler om at råbe politikerne op.”
Vi er nødt til at forstå, at det ikke er vores valg, hvis beboere for eksempel som i dag ikke kommer i bad. Det er systemet, der har taget valget for os, fordi vi ikke har tiden til det.
Kolleger med tårer i øjnene
Social- og sundhedsassistenten har selv arbejdet som vikar i ældreplejen de seneste tre år.
Da hun taler med Fagbladet FOA, har hun netop afsluttet en vagt på et plejecenter, hvor der fra morgenstunden manglede to ud af syv medarbejdere. Da lederen ikke var til stede, besluttede medarbejderne på egen hånd, at de tre beboere, der skulle have været i bad, ikke kunne komme det i dag.
”Det betyder, at de så må vente yderligere syv dage, før de kommer i bad,” fortæller Charlotte Marie Høj, der ikke mener, at hun eller kollegerne lader borgerne i stikken.
”I dag sad jeg med kolleger, der havde tårerne i øjnene. De kan ikke mere, fordi de har presset sig selv så hårdt i lang tid. Vi brænder ud, og sygefraværet stiger. Vi bliver nødt til at sige fra og vise, hvor galt det står til.”
Gruppen skaber sammenhold
Social- og sundhedsassistenten er overvældet over den opbakning, hun oplever i Facebook-gruppen. Efter regeringen stoppede sygeplejerskernes strejke, følte hun sig alene med sine frustrationer.
”Vi har ikke vidst, hvor vi skulle gå hen. Med den her gruppe kan vi åbne os overfor hinanden og fortælle ærligt om, hvordan vi har det. Det giver en oplevelse af ikke at være alene, og samtidig viser vi, at det her ikke kun er sygeplejerskernes kamp.”
”Vi bliver nødt til at stå sammen, for det er ikke om fem år, at vi mangler hænder. Det er nu. Sygeplejerskerne har startet en bølge. Nu vil vi være med til at starte en orkan,” siger hun.
Social- og sundhedsassistent Charlotte Marie Høj står i solidaritet med sygeplejerskerne.
Tor Birk Trads
FOA: Der skal være de nødvendige ressourcer
Hos FOA mener forbundsformand Mona Striib, at det er vigtigt, at det bliver en fælles kamp for bedre arbejdsforhold.
”For selvfølgelig går vi fuldt og helt ind i, at man har de nødvendige ressourcer til de opgaver, man bliver bedt om at udføre,” siger hun og tilføjer, at FOA omgående er gået i gang med at analysere, hvor meget merarbejde og overarbejde, medlemmerne er blevet pålagt i løbet af sommeren.
”Det arbejde fører til, at vi går i dialog med arbejdsgiverne, for vi har stort fokus på, at der skal være hænder nok både på det kommunale og regionale område,” siger forbundsformanden.
Situationen vil ligeledes blive taget op på næste hovedbestyrelsesmøde, ligesom der planlægges en række møder med de tillidsvalgte, oplyser Mona Striib og gør klart, at man 'altid skal arbejde efter overenskomstens regler.'
”Hvis man oplever et for stort behov for merarbejde eller akutte opgaver, så skal man kontakte sin tillidsrepræsentant. Man må gerne være forhindret i at sige ja, men man må ikke nægte.”
- Hvori ligger forskellen?
”Hvis man nægter, er det arbejdsvægring. Når man er et ansat i et sundhedsfag, hvor man arbejder med mennesker med behov for hjælp, så må man ikke nægte, men man kan godt være forhindret i at tage merarbejde, og så må arbejdsgiveren finde hjælpen et andet sted. Men vi skal ikke ud i, at det bliver en kollektiv arbejdsvægring, for det er ikke i orden i fredstid, og så risikerer vi, at vi bliver hevet i Arbejdsretten,” siger Mona Striib.