Annonce

Amalie Wessel

Amalie havde 30.000 følgere på Instagram - nu har hun 22 i børnehaven

Amalie Wessel levede tidligere af at være influencer. Nu arbejder hun i en børnehave på Nørrebro og synes, at hun aldrig har haft et bedre arbejde. Her er Amalies fortælling om at gå fra præstationskultur til omsorgskultur.

Annonce

24-årige Amalie Wessel har skiftet livet som influencer med masser af følgere ud med et arbejdsliv som pædagogmedhjælper i en børnehave. Tobias Stidsen

Af Anja Skov Marcussen
Journalist

Annonce

For Amalie Wessel startede arbejdslivet med at tjene penge på at dele indhold på sociale medier. Som influencer blev hun betalt for samarbejder og kampagner, der bød på ferier, middage og filmpremierer.

I dag arbejder hun som pædagogmedhjælper og når man spørger hende, hvorfor hun netop valgte et arbejde som pædagogmedhjælper, da influencer-rollen blev for meget, svarer hun:  

”Det korte svar er, at jeg havde brug for at tjene nogle penge, men det lidt længere svar er, at jeg havde et behov for at arbejde på en måde, hvor jeg ikke selv er udgangspunktet. Hvor det hele ikke centrerer sig om mig.” 

”Jeg skal bruge min energi og tankekraft på børnene, jeg skal ikke genopfinde mig selv hele tiden eller præstere andet end at være et rart menneske over for en gruppe børn. Det er en ret stor kontrast til at være influencer,” siger 24-årige Amalie Wessel. 

Sagde farvel til universitetet 

Siden Amalie Wessel var 13 år gammel, har hun været vant til at dele indhold på sociale medier. Hun startede med videoer på YouTube, hvorefter hun oprettede en blog, og som 16-årig skrev hun kontrakt med Blogger’s Delight. Senere var det på platformen Instagram, at Amalie Wessel reklamerede for forskellige produkter og firmaer. 

Men presset af altid at være lidt på arbejde blev langsomt for meget for hende.

I 2018 medvirkede hun i DR-programmet ’De perfekte piger’, hvor hun sammen med tre andre unge kvinder forsøgte at finde balancen i præstationskulturen. Hun fik en belastningsreaktion og måtte have psykolog-hjælp. Og da hun i 2019 opsagde sin kontrakt, skulle hun tjene sine penge et andet sted. 

Hun fik arbejde i en børnehave i Allerød. Der arbejdede hun, indtil det var planen, at hun skulle færdiggøre en bachelor i dansk på Københavns Universitet.

”Jeg blev tilbudt at være en fast del af en børnehavegruppe, og så ringede jeg til universitetet og sagde, at jeg ikke kom tilbage. Jeg ville hellere arbejde i den børnehave, hvor der var brug for mig,” husker hun. 

I dag er hun fastansat pædagogmedhjælper i en børnehave på Nørrebro.

Har du været nervøs for, at arbejdet ikke er lige så glamourøst som at være influencer? 

”Fuldstændig. I vores samfund er det ikke ligefrem et job, der får den opbakning og anerkendelse, jeg mener, det burde få. Jeg får tit reaktionen ”ej, det fatter jeg ikke, at du kan”, når jeg fortæller folk, hvad jeg laver. Ikke fordi de tænker, at jeg ikke skulle kunne det, men de forstår ikke, at jeg har lyst til det og rent faktisk også synes, det er et virkelig sjovt arbejde,” svarer hun.

Amalie Wessel synes, det er ærgerligt, at det er sådan. 

”Der er ikke nogen mere ren følelse, end at stå som støtte for en børnegruppe, der har første dag i mini-SFO og så mærke den lille bitte hånd, der tager fat i min hånd og bare klemmer til. Og jeg skal ikke give slip, for lige der var det bare så vigtigt, at jeg stod ved siden af på den første dag. Det kan slet ikke beskrives, hvor vildt det er at være en del af de oplevelser, synes jeg.” 

Er det større end at få mange likes på et opslag?

”Ja, kæmpemeget større. Jeg får det helt sådan, at når jeg skal sige farvel til de børn, som jeg sender videre i livet, så bliver jeg helt vemodig ved tanken om, at jeg ikke kommer til at vide, hvordan det går dem fremover,” svarer Amalie Wessel.

tatovering af Cirkeline
Amalie Wessel har mange tatoveringer, og særligt tatoveringen af Cirkeline er børnene meget optagede af. En af pigerne i børnehaven fik endda hendes far til at tegne en magen til på hendes arm. Tobias Stidsen
Amalie Wessel på arbejde i en børnehave
Amalies mor er uddannet pædagog, så lysten til at arbejde med børn har hun ikke fra fremmede.  Og hun overvejer selv at uddanne sig inden for området. Tobias Stidsen

Tager rollen seriøst

Det betyder meget for hende at være til stede i relationen med børnene. 
”Jeg kan vildt godt lide den rolle, jeg har overfor børnene, og jeg tager den også meget alvorligt. Det ligger mig meget på sinde, at jeg – i en eller anden grad – er en vigtig figur i deres børneliv. Det ansvar tager jeg meget seriøst,” siger hun.

Og det er ikke kun i relation til børnene, at arbejdet giver mening for hende. På et personlige plan giver hverdagen i børnehaven en kærkommen ro.

”Når jeg er på arbejde, er det eneste, jeg skal tænke på, om alle børn har fået solcreme på eller om et af børnenes sandaler er kommet med tilbage fra udflytter-børnehaven. Det er alle mulige lavpraktiske arbejdsopgaver, som i hvert fald for det meste giver mig plads til at være mindre oppe i mit eget hoved,” fortæller hun. 

I modsætning til på de sociale medier, hvor man altid kan have lidt flere følgere eller lave lidt bedre opslag, handler jobbet i børnehaven ikke om at præstere. 

”Jeg ved ikke, hvordan jeg skal forklare det. Det er en følelse af, at når jeg kommer på arbejde som mig selv, så er det – bare det, at jeg kommer på arbejde – faktisk nok,” siger hun og fortsætter:  

”For når jeg er på arbejde, så skal jeg bare være mig og så udføre de opgaver, som er lavpraktiske – feje gulvet, tørre borde af, hjælpe nogen på toilettet – og udover det, så handler det bare om at være sød og trofast og ja, skabe den sjoveste hverdag for børnene. Eller den roligste eller vildeste hverdag, det kommer an på, hvilke behov børnene har. Men jeg skal ikke præstere mere end at være mig selv.” 

Det har stor betydning for arbejdsglæden.

”Det er det første arbejde, jeg nogensinde har haft, hvor jeg bare helt uden bagtanke møder op på arbejde hver dag og bare har det fedt med det. Selvom det også er hårdt.” 

Selvom Amalie Wessel arbejder på at få et mere afslappet forhold til sociale medier, så har kun kunnet bruge sin profil på Instagram med knap 7000 følgere til at rekruttere vikarer til børnehaven. Tidligere har hun haft omkring 30.000 følgere på Instagram.

Og da hun tilbage i december delte sine tanker om at være ansat i en børnehave under en pandemi, fik hun mange positive reaktioner.  

Faktisk har hun været så glad for jobbet, at det, der startede med at være et job for pengenes skyld, har givet Amalie Wessel lyst til at fortsætte i samme retning.

”Jeg troede egentlig, at jobbet var midlertidigt, men jeg tænker rigtig meget på at uddanne mig inden for børne- og ungeområdet i fremtiden. Men hvad det lige helt præcist skal være ligger ikke helt fast lige nu,” fortæller hun.

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev