Social- og sundhedshjælper Kurt Vandborg undrer sig. I seks måneder tilbage i 2018 fik han og en række andre kolleger, alle social- og sundhedshjælpere, ugentligt tre timers undervisning i medicinadministration og farmakologi.

”Det var for at opkvalificere os, og vi lærte grundlæggende det, som assistenter kan, når det kommer til medicin,” siger han.

Undervisningen var en del af et AMU-kursus betalt af arbejdsgiveren, Esbjerg Kommune. Men kompetencerne, som hjælperne erhvervede sig, skulle ikke anvendes i dagligdagen.

”Halvvejs i forløbet blev vi fortalt, at vi ikke skulle forvente at bruge det, vi lærte, til noget i praksis. Vi kunne dog få merit, hvis vi valgte at tage uddannelsen til assistent,” fortæller Kurt Vandborg.

”Det, synes jeg, er lidt svært”

Kurt Vandborg er ikke den eneste social- og sundhedshjælper, som oplever, at ens kompetencer ikke udnyttes i høj nok grad. Det viser en rapport fra VIVE, der har undersøgt både hjælpere og assistenters opgaver.

Læs også: Stor forskel på, hvilke sundhedsopgaver du må løse fra kommune til kommune

En af rapportens konklusioner er, at der ifølge medarbejderne er kommet et større skel mellem social- og sundhedshjælpere og -assistenters opgaveløsning, hvor social- og sundhedsassistenterne har overtaget mange sygeplejeopgaver fra social- og sundhedshjælpere. 

I rapporten siger én af de interviewede om dette:

”Dengang jeg blev uddannet, der måtte vi mange flere ting, end hjælpere må i dag. Vi måtte ordne sår og stomi. Det må vi ikke, efter at assistenterne er kommet. De opgaver går over til dem. Det, synes jeg, er lidt svært.”

En anden social- og sundhedshjælper, der ligeledes er blevet interviewet til rapporten, har en lignende oplevelse:

”Jeg har en borger, som har sår, og som synes, det er dødirriterende, at jeg ikke kan skifte det plaster. Så hun skal liftes op igen, fordi der kommer en assistent eller sygeplejerske og sætter det plaster på. Da hun havde brandsår [for år tilbage, red.], var det os, der skiftede det. Og nu må vi ikke skifte det her. Det giver ingen mening. Så skal nogen komme endnu flere gange.”

Medicinansvarlig på botilbud

Efter Kurt Vandborg blev fortalt, at han ikke kunne bruge de kompetencer, han lærte på kurset, valgte han at sige sit arbejde i hjemmeplejen op. I stedet fik han job på et botilbud for borgere med aktivt misbrug i samme kommune. Her blev han udnævnt som medicinansvarlig sammen med en social- og sundhedsassistent.

”Jeg fik i høj grad lov til at anvende den viden, jeg havde tilegnet mig. Jeg havde lægekontakt, gav injektioner og var med til, at vi fik ophævet ti påbud fra Styrelsen for Patientsikkerhed. Det var en god fornemmelse med stort ansvar,” siger Kurt Vandborg.

Arbejdet med aktive misbrugere havde imidlertid også en skyggeside for social- og sundhedshjælperen. Det sneg sig under huden på han, fortæller han:

”Jeg fik en hård attitude, og det smittede af i privatlivet. Det ville knække mig til sidst,” forklarer han om baggrunden for at søge tilbage til hjemmeplejen. Returen betød dog også, at det var slut med at løse en række af de opgaver, som han havde haft som daglige ansvarsområder i det halvandet år, han var ansat på botilbuddet.

Læs også: ”Den indsats, de leverer, er dybt fascinerende – alligevel taler vi faget ned, og det er et kæmpe problem”

”Noget så banalt som at måle et blodtryk må jeg ikke længere. Jeg må ikke ringe til vagtlægen, så jeg er tilbage der, hvor jeg ikke må de ting, jeg ellers blev opkvalificeret til, og det er frustrerende. Jeg må give en pille, efter den er doseret. Det er det,” siger Kurt Vandborg, der mener, at bedre udnyttelse af den enkelte medarbejders kompetencer vil frigøre tid til at give borgerne en bedre service.

”Man bør organisere arbejdet smartere, hvor man ser på den enkelte medarbejderskompetencer i stedet for at skære faggrupperne over en kam. Det vil give tidsbesparelser, fordi vi udnytter ressourcerne bedre.”

Kommune: Ærgerlig diskussion

I Esbjerg Kommune kan Anni Kjærgaard Sørensen, chef for sygeplejen, sagtens forstå, at Kurt Vandborg undrer sig over at blive tilbudt et kursus, der ikke kunne bruges i hverdagen. Det lyder til at forventningerne til kurset ikke har været afstemt fra starten af, og at kurset mere skal ses som vidensdeling, siger hun.

Tidligere måtte hjælperne gerne måle værdier som blodtryk og blodsukker, men det ændrede kommunen for seks år siden, fortæller Anni Kjærgaard Sørensen.

“I takt med den større kompleksitet i opgaverne fik vi meldinger om, at kvaliteten i målingerne ikke altid var god nok, og derfor besluttede vi, at den form for målinger kræver, at du er sundhedsuddannet, og det er hjælperne ikke,” siger chefen for sygeplejen.

Ifølge Anni Kjærgaard Sørensen er diskussionen ærgerlig. I stedet bør der fokuseres på den enorme værdi, som hjælperne skaber, mener hun:

“En sygeplejerske kommer måske hos en borger hver 14. dag, hvor en hjælper kommer flere gange i døgnet. De er tæt på borgeren. De kan se, når noget ændrer sig. Hvem tror du, skaber størst værdi for borgeren? Vi skal tale faget op i stedet for at mene, at det er uretfærdigt, at man ikke må noget, som man ikke er uddannet til. Hjælperne får hverdagslivet til at fungere, og det er så usandsynligt værdifuldt for borgerne.”