Annonce

Stordagpleje. Legestue. Rød traktor

Etablering af stordagpleje mødt af kritik

I Vejen har det været svært at rekruttere nok dagplejere, og der mangler derfor akut pasning til byens yngste borgere mellem 0-3 år. Som løsning etableres en stordagpleje, der dog er blevet mødt af blandede meninger fra byrådet. Afdelingschef ser det som et skridt i den rigtige retning. 

Annonce

"Det er et positivt problem, at der er en forsat og stigende efterspørgsel på dagplejepladser i Vejen by. Det betyder jo på bundlinjen, at der kommer flere børn, og det er jo godt," siger Jakob Vejlø, afdelingschef i Børn & Familie i Vejen Kommune.   Tobias Stidsen

Af Simone Kjølbye-Dam
Journalist

Annonce

En akut mangel på pasningsmuligheder i Vejen Kommune har fået byrådet til at etablere en stordagpleje, som skal sikre 10 ud af de i alt 35 pladser, der kommer til at mangle efter sommerferien. Det fremgår af en prognose fra Vejen Kommune, som JydskeVestkysten har beskrevet.

En stordagpleje består i, at to til tre dagplejere samles under samme tag og udgør en mindre børnegruppe med op til ti børn i alt. I Vejen Kommune skal stordagplejen drives i kommunens lokaler.

Men den beslutning falder ikke i lige god jord blandt byrådets medlemmer. En af kritikerne er Elin Winther, socialdemokratisk byrådsmedlem i Vejen Kommune. 

Jeg er stor tilhænger af dagpleje som koncept, men jeg synes, at en dagpleje er noget, der fungerer i eget hjem, hvor man er del af en lille børnegruppe. Og når vi som kommune så går ind og indretter en kommunal bygning med ti pladser og ansat personale, lugter det af en vuggestue,” siger hun og tilføjer:

Og så mener jeg, at der er andre regler for, hvordan man driver vuggestue såsom minimumsnormeringer, og det er dem, vi så skal henholde os til. I min bog bliver det aldrig et hjem, uanset hvor dygtige og søde medarbejdere, vi ansætter.

Læs også: Genåbning af dagtilbud: Nogle vil få brug for mere tid

Et støvsuget marked 

I afdelingen Børn & Unge i Vejen Kommune håber chef Jakob Vejlø, at etableringen af stordagplejen vil tiltrække flere dagplejere til faget. Det har nemlig vist sig at være en større udfordring end som så.
  
”For 2-2,5 års tid blev der rekrutteret rigtigt mange nye dagplejere i Vejen by, og i det seneste års tid har der været et meget begrænset ansøgerfelt de seks gange, vi indtil videre har slået dagplejestillinger op. Det kunne blandt andet tyde på, at rekrutteringen for 2-2,5 år siden har ’støvsuget markedet’ for interesserede ansøgere,” siger Jakob Vejlø. 
 
Han håber derfor på, at etableringen af stordagplejen kan blive en løsning på det lave antal ansøgere i fremtiden, da det vil gøre op med nogle af de problemer, som han ser som den største hæmsko blandt nuværende og tidligere dagplejere.  
 
”Enkelte dagplejere, som har valgt at stoppe som dagplejere igen, giver udtryk for, at kollegial ensomhed i jobbet har været en medvirkende årsag til deres valg om at stoppe. Samtidigt har vi oplevet en meget stor søgning i forbindelse med rekruttering af dagplejere til vores gæstehus, og derfor håber vi naturligvis, at vi også vil få et større ansøgerfelt, når vi slår stillinger op i forhold til stordagplejen, hvor der er et større kollegialt fællesskab.”

Kim Henriksen, formand for Pædagogisk Sektor i FOA, ser det også som en løsningsmodel for sikringen af fremtidens dagpleje.   
 
”Etableringen af stordagpleje giver nye muligheder indenfor dagplejens rammer, der netop imødekommer problemet med manglende dagplejere og pladser, der ses lige nu, ved at etablere et dagplejelignende dagtilbud udenfor dagplejerens eget hjem,” siger han.
 
Kim Henriksen har gennem længere tid hørt ønsket om flere forskellige slags dagplejetilbud, da der har været en stigende interesse blandt forældrene. Han ser derfor, at stordagpleje kan blive et eftertragtet supplement til de dagtilbud, der på nuværende tidspunkt findes til de yngste borgere. 

Annonce

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev