”Det har været fedt at være ude i praktik og prøve faget af for alvor. At få mulighed for at anvende de metoder, vi har lært på skolen. Og ikke mindst har det været en fornøjelse rent faktisk at hjælpe borgerne i deres hverdag og ikke bare sidde på en skolebænk.

Det har overrasket mig, hvor mange forskellige sider arbejdet har. Der er aldrig to dage, som er ens. Når man møder ind om morgenen, ved man aldrig helt, hvad der kommer til at ske. På den måde er arbejdsdagen uforudsigelig og aldrig kedelig. Og det er ment både godt og ondt.

Jeg havde for eksempel et længere forløb med en borger, som jeg hjalp med morgenplejen. Langsomt var jeg begyndt at udvikle rutiner, og borgeren var altid i godt humør. Men pludselig en morgen var borgeren udadreagerende og meget lidt samarbejdsvillig. Og da vi jo ikke må tvinge borgerne på grund af deres selvbestemmelsesret, måtte jeg bare forsøge at vejlede og tilbyde ydelsen så godt, som det nu engang var muligt.

Da jeg søgte ind på skolen, var jeg udmærket klar over de fordomme, der er om faget. Det er blandt andet det her grimme udtryk med, at sosuer bare tørrer røv. En af grundene til at jeg søgte ind, var faktisk for at finde ud af, om det virkelig er sådan. Og det er det jo ikke. Faget og jobbet er så meget mere end det.

Derfor ærgrede det mig også, at der i sommer var den dokumentar om svigt på plejehjem. Det er med til at styrke fordommene, og det er skidt for branchen. Men det har ikke haft betydning for mit valg eller tanker om faget. Faktisk vil jeg gerne være med til at modbevise det billede, som dokumentaren skaber. Det er jo ikke sådan, at personalet ikke vil de ældre. Tværtimod.

Min motivation for at uddanne mig inden for faget bunder netop i ønsket om at gøre en forskel for mennesker. Jeg er god til at kommunikere med borgerne og møde dem i øjenhøjde. Og det ser jeg som en stor fordel.

Til september kan jeg kalde mig social- og sundhedshjælper, men hvis jeg fortsat trives så godt i branchen, som tilfældet er nu, vil jeg gerne læse videre til social- og sundhedsassistent. Og hvad der så sker, ved jeg ikke.”

”Inden jeg skulle starte i min første praktik i september, var jeg meget spændt. Spændt på, hvordan plejecentret var og fungerede, og ikke mindst hvordan mine nye kolleger var. Jeg var nervøs for, om det var et sted, hvor jeg ville føle mig tilpas. Det var trods alt en fire måneder lang praktik.

Men min nervøsitet aftog hurtigt, for jeg blev taget rigtig godt imod. Hurtigt følte jeg mig glad og tryg og som en naturlig del af personalet. De første dage og uger var jeg hende den stille og lyttende pige. Nu er jeg meget mere end det – nærmest det modsatte, men på en god måde. Jeg har udviklet mig både fagligt og personligt, og det har alle på praktikstedet været med til at give mig.

Praktikken har givet mig en langt bedre forståelse for virkeligheden, og jeg har fået faget ind under huden på en helt anden måde. Det kan man ikke læse sig til i en bog. Og jeg må sige, at der er kæmpe forskel på at læse om pleje i en bog og så udføre det i praksis.

Det, der har overrasket mig mest ved faget, er, hvor stor en betydning hver eneste ting, vi gør, har for et andet menneske og dets liv. Også selvom det for mig virker som en lille ting.

Inden jeg startede i praktik, havde jeg selvfølgelig hørt om, hvor travlt man har på et plejehjem, og at der ikke altid er nok tid til opgaverne.

At der er travlt, har jeg nu oplevet med egne øjne, men til gengæld hjælper personalet hinanden på kryds og tværs, så der er den nødvendige tid til den enkelte borger. Og der er også tid og overskud til at skabe hyggelige stunder og arrangementer for beboerne, hvilket især har været vigtigt i denne tid, hvor beboerne ikke må få lige så mange besøg.

Jeg har ikke en klar plan for, hvad der skal ske, når jeg er uddannet social- og sundhedsassistent. Jeg har fortsat kun meget lidt erfaring, for jeg har jo kun ’afprøvet’ plejehjem. Det var til gengæld en virkelig god oplevelse, og jeg kan sagtens se mig selv arbejde på Amaliehaven Plejecenter, hvor jeg var i praktik.”