Det er slagterimedarbejderne. De, der arbejder som social- og sundhedspersonale, vaskerimedarbejderne, taxachaufførerne og buschaufførerne.
De, der ikke kan arbejde hjemmefra, putte sig bag computerskærmen eller har sommerhuse til at gå i selvisolation, der er i den største risiko for at blive syge, indlagt og i sidste ende dø af coronavirus.
”De er pisket til – også økonomisk – at blive der, hvor smitten er, mens vi andre kan gå hjem. Det er dem, der er i frontlinjen, der er mest udsatte,” siger Morten Sodemann, der er professor ved Klinisk Institut på Syddansk Universitet og overlæge ved indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital.
Læs også: Mor med to børn overfuset: 'Det er sorte som jer, der gør os alle sammen syge'
Virus smitter ikke via kultur
”Hver eneste gang der er en epidemi, ser vi samme billede: Det er de kortuddannede, de ufaglærte og dem med mindst indflydelse på arbejds- og boligforhold, der er i risikozonen. Det er meget veldokumenteret,” lyder konklusionen fra Morten Sodemann ovenpå en uge, hvor kultur og hudfarve – og ikke ulighed - er blevet udnævnt som syndebuk på lokale smitteudbrud i Aarhus og Silkeborg.
”Men det har intet med kultur at gøre. Det handler om ulighed. Virus smitter ikke via kultur. Virus smitter ved, at der er mange mennesker samlet i dårligt ventilerede rum.”
Læs også: Ung sosu: Vi har et fælles ansvar for at tale vores fag op
Arbejde og bolig
Det er kombinationen, lyder det fra Sodemann. Af erhverv, bolig, økonomi, familiestørrelse og adgang til sundhedsvæsenet, der skaber udsatheden og ikke for eksempel den somaliske kultur, som flere i den seneste tid har peget på som forklaring på smitteudbruddene.
”De har måske erhverv, hvor man ikke kan beskytte sig selv,” siger Morten Sodemann og bliver bakket op af tallene. Pr. 11. august 2020 er 3.724 ud 14.976 smittede ansat inden for social- og sundhedsvæsenet. Det vil sige hver fjerde.
”Og måske man har en boligsituation, man ikke selv kan lave om på. Det er en skidt social konstruktion under en epidemi,” siger han og peger på de vilkår, vi lever og arbejder under som forklaring.
Læs også: Sosu død med corona: Preben Kastrup levede og døde for sit arbejde
Dårlig luft og flere generationer
Vilkår som små lejligheder med dårligt indeklima og dårlig udluftning og flere generationer under samme tag. Vilkår som at læse dårligt, tale dårligt dansk og dermed have vanskeligheder ved at forstå retningslinjer og informationsmateriale. Men også dårlig adgang til en praktiserende læge, som for eksempel lige nu, hvor der ikke er nogen læge i Vollsmose i Odense. Måske er der økonomiske vanskeligheder, som gør, at man ikke har råd til en tolk under lægebesøgene eller har penge til at afhente den medicin, man har fået recept på.
”Det handler om ikke at kunne lave om på de vilkår. Det er dem, der bliver syge af kræft, hjertekarsygdomme og infektioner, og det starter allerede under opvæksten i et udsat boligområde,” siger han.
Sundhedsvæsenet er for de velstillede
Det giver nemlig øget risiko for at ryge, blive overvægtig, drikke for meget og få negative oplevelser. Og jo flere negative oplevelser, du får som barn, jo større risiko for at blive syg både fysisk og psykisk senere i livet, lyder det fra Morten Sodemann. Og alt det i kombination giver en sygdomsrisiko, der er meget højere, end den burde have været. Også når det gælder coronavirus.
”Omvendt ved vi også, at jo højere uddannelse, du har, jo mere genoptræning får du efter sygdom, og jo bedre behandling får du. Sundhedsvæsenet er skabt af og til de velstillede og veluddannede,” siger han.
Læs også: Sosu død efter smitte med corona
Ingen taler om skiturister
Minoriteter derimod undgår lige nu sundhedsvæsenet. De aflyser operationer, fordi de er bange for at blive smittet. Samtidig undgår andre minoriteterne. Det aarhusianske busselskab Flextrafik melder om bekymrede kunder, der ikke ville køre med somaliske buschauffører. En somalisk kvinde blev afvist, da hun ville aflevere sit barn i daginstitution. Og en social- og sundhedsassistent, der er adopteret fra Sri Lanka, blev forleden overfuset på stranden, hvor hun fik skylden for epidemien.
Men det er også klassisk, siger Morten Sodemann. At under enhver epidemi ender minoriteterne med at få skylden.
”Der er ingen, der taler om krydstogtspassagerer eller skiturister. I stedet taler vi meget højt om en bekvem og meget lille gruppe mennesker.”