Annonce

Dagplejere om strejke: Her går vores grænse


Efter en længere lønkonflikt med Faaborg-Midtfyn Kommune, besluttede kommunens dagplejere tirsdag aften at nedlægge arbejdet med virkning fra onsdag morgen.

Annonce

Lønkonflikten mellem Faaborg-Midtfyn Kommune og de 140 dagplejere i kommunen har stået på i månedsvis. Tirsdag aften besluttede dagplejerne at nedlægge arbejdet med virkning fra onsdag morgen. Billedet er fra demonstrationen foran rådhuset onsdag formiddag.  Privatfoto

Af Rikke Jung Rasmussen
Journalist

Annonce

Opdateret 28.08.2019 kl. 13.45.
 
Vi vil ikke udføre det samme arbejde for mindre i løn. Sådan lyder budskabet fra dagplejerne fra Faaborg-Midtfyn Kommune som én af begrundelserne for, hvorfor de tirsdag aften valgte at nedlægge arbejdet med virkning fra onsdag morgen klokken 06:00.
 
Den overenskomststridige arbejdsnedlæggelse sker efter en længere lønkonflikt, hvor dagplejerne og kommunen har været uenige om indholdet i dagplejernes forhåndsaftale.
 
Konflikten handler blandt andet om tillægget for femte barn, hvor dagplejerne vil fastholde et tillæg på 35 procent, mens kommunen vil skære tillægget til de 25 procent, som kommunen er forpligtet til at betale ifølge overenskomsten.
 
 
I løbet af tirsdagen så det ellers ud til, at konflikten måske kunne løse sig, idet kommunen og FOA Sydfyn var blevet enige om at åbne for en genforhandling af forhåndsaftalen.
 
Men onsdag aftes mødtes dagplejerne, og der var bred enighed blandt de i alt 140 dagplejere om at nedlægge arbejdet med virkning fra onsdag morgen. Det fortæller talspersonen for dagplejerne Dorthe Schlander Nielsen. Hun er selv dagplejer i Faaborg-Midtfyn Kommune.
 
”Det er ikke kun udsigten til at gå ned i løn, der gør, at vi nedlægger arbejdet. Det er hele opsigelsen af forhåndsaftalen – blandt andet, at kommunen ikke anerkender, at arbejdet med børn med særlige behov kræver noget særligt og derfor udløser et tillæg. Det sender et dårligt signal, der risikerer at gå ud over børnene,” siger Dorthe Schlander Nielsen og tilføjer:
 
”Det er ikke fordi, vi er grådige. Vi undrer os bare over, hvorfor det lige er dagplejerne, der skal holde for, når kommunen skal spare. Vi er i forvejen ikke særligt højtlønnede.”
 

Opbakning fra forældrene

De berørte forældre og børn blev informeret om arbejdsnedlæggelsen omkring klokken 22 tirsdag aften. Ifølge Dorthe Schlander Nielsen har der generelt været opbakning til dagplejerne, selv om flere blev overraskede over beskeden.
 
Onsdag formiddag mødtes dagplejerne foran rådhuset i Ringe for at demonstrere og vise deres frustrationer. 
En kvinde kigger gennem et forhæng
”Det er ikke fordi, vi er grådige. Vi undrer os bare over, hvorfor det lige er dagplejerne, der skal holde for, når kommunen skal spare. Vi er i forvejen ikke særligt højtlønnede,” siger talsperson Dorthe Schlander Nielsen. Iben Gad

Hos FOA Sydfyn opfordrer afdelingssektorformand Dorthe Jørgensen dagplejerne til at genoptage arbejdet.

”Jeg lytter mig til, at dagplejerne ikke har tiltro til, at der kan lande en fornuftig aftale. Det er selvfølgelig ærgerligt. Jeg kan kun sige, at vi fra FOA Sydfyns side gør det bedste, vi kan, og vi opfordrer til, at dagplejerne genoptager arbejdet, da der er tale om en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,” siger Dorthe Jørgensen.

Afdelingssektorformand Dorthe Jørgensen fra FOA Sydfyn opfordrer dagplejerne i Faaborg-Midtfyn til at genoptage arbejdet. Iben Gad

Kommer bag på kommunen

I Faaborg-Midtfyn Kommune er direktør Siggi W. Kristoffersen forundret over arbejdsnedlæggelsen.

”Vi havde et godt og konstruktivt møde med FOA i går, hvor vi konstaterede en imødekommenhed fra begge sider til at løses situationen. Dette resulterede i en aftale om at mødes hurtigt igen. Vi undrer os derfor over, at vi dagen efter står med en overenskomststridig arbejdsnedlæggelse,” siger Siggi W. Kristoffersen.

Gør I noget for at tage hånd om de berørte forældre og børn?

”Der vil ikke være pasning til børnene, så længe dagplejerne har nedlagt arbejdet. Så den aktuelle situation betyder desværre, at børn og forældre er taget som gidsler i det, der egentligt skulle være et forhandlingsforløb,” tilføjer direktøren.

Den 11. september mødes kommunen og FOA Sydfyn igen for at se, om man kan nå til enighed om en aftale.

Artiklen er opdateret med kommentar fra direktør Siggi W. Kristoffersen fra Faaborg-Midtfyn Kommune.

Efter redaktionens deadline har dagplejerne i Faaborg-Midtfyn Kommune desuden besluttet at genoptage arbejdet med virkning fra torsdag morgen 29. august.

Om lønkonflikten

I forbindelse med en spareplan har et stort flertal i kommunalbestyrelsen i Faaborg-Midtfyn besluttet at genforhandle dagplejernes forhåndsaftale – den lokale lønaftale. Det er en aftale, som omhandler tillæg for opgaver, der ligger ud over det sædvanlige – eksempelvis et femte barn eller børn med særlige behov.

Hidtil har kommunen og FOA Sydfyn ikke kunnet blive enige om en ny aftale, og kommunen har derfor opsagt den nuværende, som udløber 31. august 2019. Ifølge FOA Sydfyn betyder det en lønnedgang på mellem 600 og 1.000 kroner om måneden for den enkelte dagplejer eller omkring million om året i alt for de 140 dagplejere i kommunen.

Flere politikere i kommunen har i mellemtiden fortrudt beslutningen om at genforhandle og opsige aftalen.

Kilde: FOA Sydfyn

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke.
Ved at tilmelde dig, accepterer du FOAs persondatapolitik.

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev