Indeklimaet er ikke, som det skal være på Botilbuddet Grøndalsvænge i Københavns Nordvestkvarter. Medarbejderne oplever, at temperaturen er svær at kontrollere, og så lugter der. Især stanken af urin kan være voldsom.
Det fortæller social- og sundhedsassistent Majbrit Jørgensen, der ofte sveder og bliver ør i hovedet af den tunge luft. Selv når medarbejderne søger udenfor i det, der skulle være etagebyggeriets åndehuller, er det ofte bagende varmt, forklarer Majbrit Jørgensen og fremviser en altan på øverste etage.
Læs også: Hver tredje oplever dårligt indeklima på jobbet
“Når solen kommer om formiddagen, kan vi ikke sidde herude med beboerne, for der er slet ingen skygge,” siger hun Ligesom resten af bygningen er væggene sorte plader, som solen hurtigt får bagt varme om sommeren.
Svært at justere temperaturen
Det kan være svært at komme på tur i det fri med beboerne, hvoraf mange har Downs syndrom og lider af demens, fordi der ofte kun er to ansatte til fem kørestolsbrugere. Derfor er der sat et solsejl op på altanen, men når det blæser lidt, ryger det ned.
“Vores botilbudsleder gør, hvad hun kan for at få markiser til altanerne, men alting tager jo tid, fordi det først skal bevilges af kommunen,” siger Majbrit Jørgensen.
Også i vintermånederne må personalet kæmpe en ulige kamp mod temperaturen inden døre. Her bliver det meget koldt, og personalet har derfor svært ved at få luftet ordentligt ud, fordi de skal passe på beboerne, der ikke selv kan give udtryk for, om de fryser.
Læs også: Nyt byggeri er ikke garanti for godt indeklima
De ansatte er også selv påvirkede, fordi de af hygiejniske årsager skal have bare arme fra albuen og ned.
“Det er en udfordring, fordi vi må hoppe i uldent undertøj, og så driver vi af sved, når vi har hjulpet en beboer i bad,” siger Majbrit Jørgensen.
En stank af urin
I et personalerum på førstesalen møder Majbrit to kolleger. De er enige om, at det er et problem med for få og meget små vinduer kombineret med mangelfuld ventilation. “Det er ulækkert at gå fra min friske morgencykeltur og ind i den stank af urin, der er i stueetagen, som vi arbejder på,” siger socialpædagog Lita Malmberg og kigger hen på sin nikkende kollega.
“Ja, jeg lader altid mit overtøj blive i cykelkurven. I starten tog jeg det med ind på personalestuen, men det lugtede stadig, da jeg kom hjem. Det er, som om urinstanken gror ind i min hud,” siger Henriette Skibsted, som også er socialpædagog.
Læs også: 5 trin til et bedre indeklima
Men der er fundet en løsning, som kan afhjælpe problemet. En luftrenser er sat op på første sal, hvor lugtgenerne var værst. Det har både hjulpet på lugt og varme. Kollegerne ved ikke, hvornår alle etager får en luftrenser, men de ved, at deres leder arbejder på sagen.
“Vores leder tager heldigvis problemerne alvorligt, og hun kæmper for, at alle etager skal have en. Det betyder rigtig meget, at vi bliver lyttet til,” siger Lita Malmberg.