Annonce

Dagplejepædagoger i garderobe

Læringsmiljø skal i centrum

En styrket pædagogisk læreplan træder i kraft 1. juli. Det påvirker hverdagen i dagpleje, vuggestue og børnehave.

Annonce

I Hvidovre Dagpleje er de i fuld gang med at gøre den styrkede pædagogiske læreplan til virkelighed. Dagplejepædagog Maibrit Italia Christiano (th.) gør meget ud af at oversætte svære begreber og gøre det konkret.  Jørgen True

Af Signe Westergaard-Jensen
Journalist

Annonce

Et fælles pædagogisk grundlag  og fokus på læringsmiljøer. Det er noget af det nye, pædagogisk personale i vuggestuer, dagplejere og børnehaver skal til at arbejde ud fra, når de møder på arbejde efter 1. juli. Der afløser en styrket pædagogisk læreplan nemlig de gamle pædagogiske læreplaner.

“Fokus bliver på, at der skal være god pædagogik i alt, hvad man gør, fra man åbner døren for det første barn om morgenen, til sidste barn er hentet. Det er kongstanken bag den styrkede pædagogiske læreplan,” siger Anne Kjær Olsen, uddannelseschef på den pædagogiske videreuddannelse, Københavns Professionshøjskole. 

Hun har siddet med i mastergruppen bag den styrkede pædagogiske læreplan.

Personalets rolle ændrer sig

Læringsmiljø bliver et nøgleord i det pædagogiske arbejde i dagtilbud fremover. “Fokus flytter sig fra børns læring til et godt læringsmiljø. Det stiller andre krav til den voksnes blik på sig selv i samspillet med børnene, fordi fokus flytter sig fra barnet hen på den voksnes rolle i børnenes læring,” siger selvstændig konsulent i pædagogik Ida Elbæk.

Under de gamle pædagogiske læreplaner arbejdede nogle dagtilbud meget adskilt med de seks læreplanstemaer, så børn for eksempel mødte sprog mandag formiddag og naturfænomener torsdag.

Forsker Lone Svinth ser den styrkede pædagogiske læreplan som en positiv opbremsning af det, hun kalder en skolificering af dagtilbud.

“Der bliver sat streg under, at læring skal forstås som noget socialt, der sker, når børnene leger og er sammen med andre. Og at børnene er medskabere af læringen, ikke modtagere og elever,” siger Lone Svinth, ph.d. i pædagogisk psykologi ved Aarhus Universitet.

Ny pædagogisk læreplan

Den styrkede pædagogiske læreplan træder i kraft 1. juli 2018. Dagtilbuddene har to år til at indfase den. Det styrkede består i, at:

  • Der er et fælles pædagogisk grundlag, som skal være styrende for alle dagtilbuds pædagogiske arbejde.
  • Der er seks reviderede temabeskrivelser med fokus på læringsmiljø. Temaerne er: kultur, natur, personlig udvikling, social udvikling, krop og kommunikation.
  • Der er brede pædagogiske læringsmål for dagtilbuddenes læringsmiljø.

Kilder: Guiden ‘Sådan bruger du det pædagogiske grundlag i den styrkede pædagogiske læreplan’ samt pjecen ‘Værd at vide om den styrkede pædagogiske læreplan’, udgivet af Pædagogisk Sektor, FOA.

Læs mere her. 

 

4 myter om den styrkede pædagogiske læreplan

Myte 1: Organisering af læringsmiljøet er organisering af legeområder som dukkekrogen. 

Fakta: Det pædagogiske læringsmiljø er hele dagen og er rammen for leg og rutinesituationer, aktiviteter med mere. Organiseringen af læringsmiljøet handler ikke kun om, hvor børnene leger, men om hvad de leger, og hvilken rolle personalet har i børnenes leg.

 

Myte 2Man må ikke længere arbejde med ét læreplanstema ad gangen.

Fakta: Man må godt have fokus på naturen og holde en temadag, men der skal samtidig være fokus på alt det andet i læreplanen – arbejdet med børnenes sociale udvikling, børnefællesskaber, børn som medskabere af egen læring med mere.

 

Myte 3: Pædagogerne skaber læringsmiljøet.

Fakta: Alle ansatte i dagplejen og daginstitutionerne er medskabere af læringsmiljøet, som ikke er afgrænset til bestemte aktiviteter, men findes i alt pædagogisk arbejde dagen igennem.

 

Myte 4: Man skal ikke længere have fokus på aktiviteter.

Fakta: Man skal stadig afholde aktiviteter, men det er barnets udbytte af aktiviteterne, der skal være hovedfokus, når man planlægger en aktivitet. Det er ikke nok, at barnet har det sjovt, eller at der kommer noget flot med hjem til far og mor.


Kilde: Birgit Stechmann, chefkonsulent FOA Faglig.

 

Få Fagbladet FOA i din mail-boks

Tilmeld dig Fagbladet FOA nyhedsbrev og få nyheder, tips og gode råd direkte i din indbakke

Er du medlem af FOA?
Nyhedsbrev