“Jeg må jo bare bide det i mig.” Sådan lyder det fra Lene Sønksen, der efter 42 år på arbejdsmarkedet ser frem til den dag, hvor hun kan trække sig tilbage.

Daglige smerter gør, at den 59-årige sosu-assistent bruger mange kræfter på at passe sit arbejde. Og reformen af efterlønnen i 2011 betyder, at hun skal kæmpe videre nogle år endnu.

“Det var min plan at gå på efterløn, når jeg bliver 60 til december. Nu skal jeg holde, til jeg bliver 62,” siger hun til Fagbladet FOA.

Lene Sønksen har smerter i knæ, ryg og skulder, og kun ved hjælp af gymnastik i sengen og smertestillende piller kommer hun på benene og af sted på arbejde i det private hjemmeplejefirma Attendo. 

Reformer rammer hårdt

Selv om Lene Sønksen synes, det er surt, at efterlønnen er blevet forringet, så er hun heldigere stillet end de fremtidige seniorer, der skal holde endnu flere år på arbejdsmarkedet.

Ældre kortuddannede med hårdt fysisk arbejde bliver nemlig ramt særligt hårdt af de senere års reformer, der betyder kortere dagpengeperiode og senere efterløn og pension. Ændringerne rammer voldsomt, fordi de forstærker hinanden, mener forfatteren og journalisten Lars Olsen.

Han har netop udgivet bogen Kampen om seniorårene, hvor han forudsiger, at et senior-proletariat vil vokse frem i de kommende år.

“Folk, der har været vant til almindelig levestandard, risikerer at skulle hutle sig gennem seniorårene. I skærende kontrast til andre seniorer med gode pensioner, friværdier og råd til rejse jorden rundt,” siger Lars Olsen til Fagbladet FOA. 

Læs også: FOA-seniorer risikerer fattigdom